Montbretia i morgensol.

For ca. 6 år siden fik jeg nogle montbretiaknolde af Gunner og Randi. De blev plantet på en række i kanten af læhegnet på legepladsen. Den placering har de kunnet lide, for de står så godt og blomstrer fint hvert år. Og de er blevet til mange flere.

Gunner var den mand, der er skyld i at jeg begyndte at holde åbent i min have. Jeg var en af Gunners personlige hjælpere. Gunner havde ALS, (sygdommen ALS, kan du læse om HER hvis du ikke kender den) respirator og kunne kun blinke med øjnene. Det skulle man dog ikke lade sig narre af, for inde bag ved, var den dejligste og sødeste mand, med godt humør. Han var god til at bruge sin øjenstyrede computer, så der gik ikke en dag, hvor der ikke kom en sjov vittighed på sms. Søde påmindelser om haveprogrammer og andet relevant. Han var i kontakt med både familie, venner, naboer og tidligere kolleger, via sin pc, på trods af sygdommen, kunne han følge med i det han havde lyst til.

En dag vågnede Gunner ikke af sin middagssøvn. Jeg havde bestemt at jeg ville passe Gunner indtil han døde, men ingen havde regnet med at det var ved tiden, men den bedst tænkelige måde for Gunner. 

Det var lige netop det, der fik mig til at tænke på, at jeg hellere måtte prøve noget at det jeg havde drømt om, inden det var for sent.

Det har jeg bestemt ikke fortrudt, og jeg sender jævnligt Gunner en venlig tanke, fordi han fik mig igang. 

Hans kone Randi, har jeg stadig kontakt til, har her i sommer haft besøg af hende og den yngste datter. Så hyggeligt.

Gunner var flere gange på besøg i min have, hvilket han godt kunne lide. Gunner havde selv været meget aktiv i haven, da han kunne.

Jeg er så glad for de blomster i min have, som har en historie, de betyder mere for mig.

Du kan læse meget mere om montbretia HER