Juli måned er lig med mange blomster, sol, regn og ferie. Jeg nyder julihaven, her er frodigt grønt, masser af blomster i både krukker og bede. Jeg laver mange buketter, høster i køkkenhaven og bruger årstidens grønt i køkkenet.
Buketterne her på havebordet lavede jeg i formiddags til Frk Violas vaskeri.
I den hvide have er det især liljerne der tager opmærksomheden. De dufter eventyrligt.
Bedene er vokset godt til, og må jævnligt trimmes lidt i kanterne.
På køkkentrappen er der også hvide blomster i krukkerne, de blomstrer usædvanligt flot.
Sommer er også lig med regn, stille og rolig kommer det her. Så er det vidunderligt at sidde på den overdækkede terrasse og nyde lyden og duftene.
Fint besøg i haven af en meget velholdt veteranbil. Elsker når nogen går vildt op i deres hobby, glæden smitter. Sådan en fin gammel bil får virkeligt smilet frem hos mig.