Her har vi haft en rigtig dejlig jul, med alt hvad der hører til for os af traditioner og familiehygge. Lillejuleaften kom børn, svigersønner og børnebørn til risengrød kl. 18, resten af min familie til gløgg og John hjemmebagte æbleskiver senere på aftenen. Denne dag har i over 30 år været en tradition med julegaveudveksling.
Feerne på julebordet er dem jeg købte på vores juletur.
Juleaften var vi hos ældste datter Signe, svigersøn Claus, Alma og Merle. Vores søn Thomas, yngste datter Matilde, svigersøn Jakob og den lille nye prinsesse Flora, samt Johns mor var der også. Så hele vores lille familie var samlet.
Julemanden kom på besøg inden aftensmaden, han var virkelig rar, havde gaver med til Merle og Alma og ønskede alle en glædelig jul.
Alma fik sit allerstørste ønske opfyldt, en gravemaskine, ja hun fik faktisk en hel lille entreprenørvirksomhed, for flere havde købt en gravemaskine, traktor og vogn til at køre jord og klodser væk i.
Almas forældre syntes at de skulle bytte den ene store gravemaskine, og havde stillet den væk, men den gik ikke, Alma kunne bestemt godt huske hun havde fået 2 store og ville bestemt ikke havde den byttet. En bestemt lille dame, der ved hvad hun vil :-)
Herhjemme havde vi julefrokost for Johns familie 2. juledag. En hyggelig dag med Johns bror og kone, deres 2 sønner, svigerdatter og barnebarn og Johns mor, og så vores 3 børn med familier.
3. juledag var børnene hjemme og spise rester til aften.
Vores juletræ har i år stået i køkkenet, det sted vi er allermest John og jeg. Det er pyntet med de gamle julekugler som jeg købte sidste jul.
Vi har slappet af og nydt hinandens selskab. En jul lige som den skal være.
Håber i også har haft en dejlig jul med jeres kære.