Overnatning / Glamping

torsdag den 15. december 2022

Langbord og bænke.

I sommers fik vi bygget et langbord med tilhørende bænke. Det står på den overdækkede terrasse. Sættet er bygget af spærtræ og har en længde på godt 4 meter.

Sættet er behandlet med transparent træolie fra Gori, som er tonet.


Nu er der plads til hele familien rundt om bordet.
I havens åbningstid benyttes bordet af havens gæster. Der er ialt 150 siddepladser i haven i sommerhalvåret. Så det er altid muligt at finde et sted at sidde, uanset hvordan vejret er.



søndag den 24. april 2022

Åbning af sæsonen 2022.

Nu er der kun 2 uger til Fru Pedersens have åbner op for denne sæson.
 
Jeg glæder mig til igen at åbne haven, i år for 10 gang. Tænk at det allerede er så længe siden at jeg startede med faste åbningstider i haven.
9 fantastiske år er gået, med masser af havesnak, dejlige gæster fra ind- og udland, udveksling af tips og ideer, et haveliv jeg elsker.


Haven åbner 7 maj kl. 13.
Åbningstider
Maj-juni og september
Lørdag- søndag og helligdage kl. 13-17, samt efter aftale på tlf. 40259625
Juli og august alle dage fra kl. 13-17, samt efter aftale på tlf. 40259625

Fru Pedersens have
Skalstrupvej 36, 7570 Vemb. Vestjylland.

Entre 75 kr. børn under 2 år er gratis.
Medbragt mad må nydes i haven.
Hunde i snor er velkomne.
Haven er handicapvenlig og der er handicapvenligt toilet.

Læs meget mere på hjemmesiden HER

Måske ses vi :-)


                    

torsdag den 3. marts 2022

Inspiration til livet - 3 dages retreat i Fru Pedersens have

For første gang danner min have rammen om et retreat, jeg glæder mig til at være værtinde og hygge om kursisterne. Malene Valgreen har lavet et spændende program, jeg er helt misundelig på kursisterne, der skal opleve det. Den fredfyldte stemning som hersker her i haven, roen og de hyggelige overnatningsfaciliteter vil gøre retreatet helt fantastisk, er jeg sikker på. 


Inspiration til livet

Eksklusivt tre-dages-retreat

i Fru Pedersens have i Vestjylland



Livsværdier – coaching – yoga - mindfulness

INSPIRATION TIL LIVET giver dig en pause fra hverdagen –

en pause med fokus på dig selv. En mulighed for at øge

dit nærvær og din selvindsigt.

Du får inspiration til, hvordan du kan leve efter dine

livsværdier, blive mere nærværende og skabe positive,

forandringer i dit liv.

Jeg bruger coachingens værktøjer til at inspirere dig. Der

vil være undervisning i plenum

og grupper, mindfulness i praksis

og blid yoga.

I denne charmerende og livsbekræftende have kan du falde til

ro og fordybe dig. Du får ro og tid til at mærke efter: Hvad er

vigtigt for dig i den kommende tid? Hvad skal dit næste skridt

være for at leve det liv, du inderst inde ønsker?


Program:

Fredag: Ankomst, introduktion, aftenmeditation

Lørdag: Morgenyoga eller -dukkert, livsværdier, mindfulness,

aftenmeditation

Søndag: Blid morgenyoga, livsforandringer, livsværdier, afslutning

Alle dage: Smag Og Sans og Fru Pedersen sørger for lækre vegetariske

måltider, kaffe, te, frugt og kage.


Dato: Torsdag den 9. juni kl. 17

til lørdag den 11. juni kl. 15

Pris: 3.990 kr. inkl. fuld forplejning og overnatning

(prisen kan variere – se hjemmeside)

Tilmelding: kontakt@malenevalgreen.dk

eller ring til Malene 21 73 69 26

Læs mere: www.malenevalgreen.dk



tirsdag den 18. januar 2022

Sådan byggede vi havehuset.

 I vinteren 2021 byggede vi et havehus med loungeområde.



Som altid startede projektet inde i maskinhuset, så vi kunne stå i ly for vind og vejr. Havehuset blev bygget i 2 dele. Først hovedhuset på 3x4m og sidst loungeområdet på 3x3m. Da delene var næsten færdige blev de flyttet ud på plads, og samlet. Havehuset står løst ovenpå nogle sokkelsten, så det er flytbart.


Skelettet til hovedhuset. Gulvet er isoleret.


Huset blev beklædt med vindpap og trykimptægnerede brædder. Brædder, dør og det ene vindue, havde vi stående på lager. Det store vindue i gavlen købte jeg brugt.



Huset blev malet 2 gange.



Taget blev lavet af træplader med tagpap. Yngste svigersøn og John svejsede tagpappet på.



Indendørs blev vægge og loft isoleret, beklædt med dampspærre og træplader. Der blev lavet et lille stykke mur til thekøkkenet, med et vindue i.



Der kom troldtekt plader på loftet, en bordplade og vask i thekøkken, samt gulv.



Loungeområdet blev færdiggjort og malet.




Udendørs blev der gjort klar til udflytning af hovedhus og loungeområde. Der blev gravet lidt ud og lagt groft grus på, samt sat sokkelsten som huset kunne stå på. Huset er ikke fastgjort, så det kan nemt flyttes.



Begge bygninger blev kørt ud med rendegraveren med lange pallegafler på. Ude på pladsen blev de sat sammen.



I loungeområdet blev vægge og loft isoleret, og beklædt, som i hovedhuset. Der kom terrassebrædder på gulvet. Vi byggede vi en loungesofa.



Inde i hovedhuset blev der sat tapet på endevæggen, en rest jeg havde liggende, fra den skurvogn vi renoverede vinteren før. Det kan du se HER



Thekøkkenet blev indrettet med hylder til service. under forhænget gemmer køleskab, skraldespand og støvsuger sig.



Vi byggede en 4 meter lang briks langs bagvæggen, af færdige skuffer fra Ikea. I dem er der dyner og puder.



Spisebordet havde vi stående få loftet og de 2 bambusstole stod på det ene gæsteværelse. Skabet på væggen lagde på loftet, og er nu kommet til ære og værdighed igen. Stolen i hjørnet havde vi også. Lampen over bordet er købt i Jydsk, ligesom madrasser, sengetæpper, tæpper og puder.

Der er udsigt til åbne marker, gennem vinduerne.




Loungesofaen blev malet grøn, og der kom madrasser og puder på.



Bambusbordet købte jeg i Bilka, det er fint til planter og nips.



Loungebordet er toppen af en kabeltrommel, som blev pudset og fik olie. Bordbene er købt færdige og blot skruet på kabeltrumlen.



Havehuset med loungeområde, vinduet i midten sidder i en skydedør, så der kan lukkes til loungeområdet, så det kan bruges til et ekstra soverum. Der kan overnatte 4 personer ialt. 2 i hovedhuset og 2 i loungeområdet.



Der er bålplads.



For gavlen er der en lille bænk.



Der er et lille udekøkkenbord på bagsiden af huset.



Der er udsigt til solnedgang over de åbne marker. Her en septemberaften.



 Man kan trække indenfor når duggen falder.



Havehuset med loungeområde bruges til overnatning / Glamping (luksuscamping)
Kunne du tænke dig at overnatte i det hyggelige havehus, så se mere HER