Gunnera

Jeg har en gunnera i min have, det er en unge, jeg har fået af mine forældre. De havde et kæmpe eksemplar på gården hvor de boede indtil de gik på pension. De unge mennesker som købte gården, ville hellere have en bålplads lige der hvor gunneraen stod, så den blev gravet op og smidt på møddingen ( av mit blomsterhjerte).  Men heldigvis havde mine forældre været gavmilde med at dele aflæggere ud og tog også selv et par stykker med da de flyttede, så den gamle gunnera lever videre. Gunneraen er hverken romantisk eller desideret smuk, med ganske spændende, om foråret kan man næsten se den vokse. Hver vinter klippes den ned når den har fået den første nattefrost, derefter dækkes den med vintermåtter. Til foråret når vintermåtterne begynder at løfte sig op fra jorden, kommer de af. Så starter det der er træls ved en gunnera, og det er at den ikke tåler frost, for så bliver bladene grimme. Så når der loves nattefrost bliver den dækket med nogle tæpper. Det er ganske ofte sket at  når jeg ligger i min seng om aftenen, kommer jeg i tanke om at jeg har glemt at dække den, så er det op og ud  af terrassedøren, ned i haven og pakke den ind. Når først man er igennem foråret prøvelser med nattefrost, passer den sig selv. Den skal have meget vand og gødning. Den bliver større og mere imponerende for hvert år der går. Jeg kan ikke huske i hvor mange år vi har haft den, men det er ved at være en del.