Overnatning / Glamping

tirsdag den 26. februar 2019

Hvad sker der hos Fru Pedersen.

Der sker så mange ting. Foråret er allerede kommet. Jeg har været på kursus i at lave video. Jeg har passet en syg Flora. Besøgt havevenner. Shoppet hornvioler, været til foredrag og meget mere.



Det tidlige forår er en gave. Jeg nyder dagene er milde og lange. Jeg river af og klipper ned. Fuglebadene er blevet skrubbet og der er rent frisk vand i dem alle, 28 stk, fordelt rundt på de 2 tønder land.




I sidste uge satte jeg kartofler i et af højbedene, vandvid, vil nogen måske mene, men jeg tror det går, og vi får tidlige kartofler. Meldes der frost, må jeg jo bare dække dem med en dyne, eller vintermåtte.



Hvidløgene står med små friske spir.


Vi fik ællinger i starten af januar, de er vokset godt, og nyder livet i andegården.


Forårsblomsterne pibler op af jorden, og giver farve i haven.


Jeg synes aldrig græsset har været så grønt i februar før, ingen bare pletter. Den milde vinter har været godt for græsset. Det pynter i bedene af få klippet de visne staudetoppe ned og revet det værste væk af blade og grene.

 Der er de smukkeste spejlinger i spejlbassinet. Jeg nyder helt vildt at være igang i haven igen. Solen og det milde vejr, er virkelig en gave, når man ellers kunne have forventet sne og frost på denne tid. Nu er det snart første marts, den første forårsmåned. De første frø er købt, og jeg er så småt begyndt at plante hornvioler i krukker.


Elsker foråret.

PS. Hvis du synes der er lidt for stille her på bloggen, så kan du følge mig på Instagram, der er jeg lidt mere aktiv. Tryk HER


tirsdag den 12. februar 2019

Fødselsdagsweekend, og tegn på forår.

Februar er den helt store fødselsdagsmåned i vores familie. Vi startede med at fejre min fars 80 års fødselsdag. Så havde John fødselsdag d. 8, dagen efter ældste datter, på fredag fylder Merle 6 år, og en uge efter fylder Alma 4 år og til slut, pigernes far.
Lørdag blev John og Signe fejret. Der var bla. andesteg på grillen og salat af de røde grønkål fra køkkenhaven, kagemand og kone og hvad der ellers hører sig til en fødselsdag.


Vejret er blevet mildt og helt forårsagtigt, så vi nyder at gå ture, muldvarpesaksene tjekkes dagligt, i søndags var der gevinst i 2.

Hr. Pedersen og Cuba på markvandring.


Der er så smukt ude ved vores vandhul.


Der er nogen der forstår at drive den af, næsten i døgndrift.


De første gule krokus er tittet frem, et sikkert tegn på at foråret er på vej.  Et andet sikkert tegn er, at jeg er begyndt at klippe stauder ned og rydde op i haven. Selv om jeg gjorde det grundigt i efteråret, er der alligevel mange blade og nedfaldne grene. Det bliver så fint, og jeg er ikke i tvivl om hvor langt jeg kommer.


John holder vinterferie i denne uge, det er helt vildt dejligt.

søndag den 10. februar 2019

En stor ære, nomineringer til Cph Garden Award.

 Jeg er blevet nomineret til to Cph Garden Award 2019. Det er simpelthen for vildt, og slet ikke til at forstå, at så mange har stemt på både min have og mig, så jeg er blevet nomineret. Jeg er meget rørt og dybt taknemmelig for disse anerkendelser.





Jeg glæder mig til turen til Cph Garden i juni, som nu finder sted for anden gang.

onsdag den 30. januar 2019

Fennikelsuppe med ristede rugbrødstrekanter.

Jeg er vild med grøntsagssupper, og laver det flere gange om ugen. Jeg har siden efteråret eksperimenteret en del med supper, denne er en ny yndlings.

Fennikelsuppe med ristede rugbrødstrekanter.


2 fennikel
2 løg
4 fed hvidløg
1 l. bouillon
salt og peber
citronsaft


Grøntsagerne renses og hakkes groft, svitses i en gryde i smør, eller olie. Bouillonen hældes over og grøntsagerne simrer til de lige akkurat er møre. 


Derefter blendes suppen, så den bliver cremet.


Suppen hældes tilbage i gryden, og smages til med salt, peber og citronsaft. Synes du suppen er for tyk, kan der hældes mere bouillon i.


Jeg bruger denne bouillon, fra A. Vogel, den gør underværker for alle mine supper. Den indeholder salt, så jeg har sjældent brug for yderlige salt i supperne.

A. Vogels produkter lærte jeg at kende som helt ung, min farmor var en stor beundrer af hans meninger om kost. Hun efterlevede i høj grad hans teorier. Jeg boede 1 år hos min farmor, da jeg gik på Skolen for klinikassister og tandplejere i Århus. Der blev serveret mange krus hyldeblomstthe med honning og hjemmebagte grovboller med smør, i hendes køkken. Råkost var en daglig spise. Hvor har jeg mange minder fra det år.


Ristede rugbrødstrekanter.

1 skive per person, skæres over til 2 trekanter, smøres med lidt olivenolie og knust hvidløg. Ristes i ovnen i 10 min ved 200 grader.


Hvor mange personer suppen rækker til kommer an på, om den serveres som forret, eller hovedret, og hvor stor sulten er. Jeg laver gerne en portion til aftensmad, og spiser rest til frokost.

torsdag den 10. januar 2019

Fagmesse for havebranchen.

I går var jeg inviteret til pressemøde på Fagmessen for blomsterbutikker og havecentre. En spændende dag med nyheder og Haveglæder indenfor alt hvad der hører have til. Ideer og inspiration var der meget af.

Insekthotellet og de skønne tusindfryd fra Hennecke Stauders stand. Det var der jeg købte stauder i foråret til mit store nye staudebed.


Spændende foredrag med Anna Marie Hillebro om tidens trens. En nyhed var denne krukkebrombær til ampel. Uden torne og rigtbærende, den glæder jeg mig til at afprøve.


Skønne forårsblomster, der fik smilet frem.


Rosenbuen med alt i jern til haven. Jeg er vild med jern i haven, og har mange stativer og andre ting i jern. Det holder og blæser ikke væk.


De her bålfade, er jeg altså lidt forelsket i.


Gardena, som vi kender med haveslanger og andet grej til haven, har lavet en serie med havefodtøj. Støvlerne har indlagt jern under foden, der hvor man rammer, når man graver. Noget der ikke har kunnet fås herhjemme tidligere. De små havehjemmesko, som de kalder træskomodellen, skal jeg helt sikkert have købt et par af, de var så lækre at have på. Jeg kan godt lide at fodtøjet er lige til at smutte i. Fodtøjet er endnu ikke i butikkerne, men kommer i løbet af foråret.

Sødt lille rødt køretøj hos Geemex, omgivet af citrusplanter.

Lækre flade krukker i et plastmateriale, som var rigtig flot. Hos Gunnar Christensens Planteskole. Det var iøvrigt dem der havde den fine ampelbrombær med.



Smuk potterose nyhed fra Roses Forever.


En dejlig dag med masser af indtryk, ideer og snak.

Det er Danske Havecentres brancheforening der står bag fagmessen. Den eneste af sin art i Danmark. Messen er kun åben for Blomsterbutikker og Havecentre.
Det er også dem der står bag bladet Haveglæder, som fås på planteskolerne.



søndag den 6. januar 2019

Vinter i drivhuset.

I drivhuset med havemøbler, har jeg i efteråret samlet nogle af krukkerne med fint løv. Da jeg ikke har lavet julehave i år, er det fint at det kun er genbrugsplanter der hygger derinde.


Jeg er glad for de gråløvede planter.


Flere krukker med græsser har også fundet vej derind. De ternede potter købte jeg i foråret, da jeg var i Sverige på inspirationstur.


De levende lys varmer lidt, så der er dejligt at sidde. I gavlen mod nord er glasset erstattet af træplader, da det stabiliserer drivhuset, så vi ikke mister glas i stormvejr. De små vinduer gør at man stadig kan kigge ud, og så synes jeg de er rigtig hyggelige.


I den blå time bliver der en magisk stemning.





Forrige vinter så der sådan ud, se HER det var nu også hyggeligt.

fredag den 4. januar 2019

Tilbageblik på haveåret 2018.

2018 var et rigtig godt haveår for mig. Der skete så mange gode ting og jeg mødte så mange fantastiske mennesker. 


Haveåret startede med nogle ret store projekter, hvor allén blev til, et stor nyt staudebed, erstattede noget krat, og der blev lavet flere opgraderinger rundt omkring i haven.



I starten af året, hvor frosten slog til i et par uger, blev der malet vægge i flere rum. Festlokalet, de 2 gæsteværelser, 2 badeværelser, soveværelset og gangen fik en omgang. Ekstra bonus ved at male, er at jeg så får ryddet ekstra godt op, sorteret, gjort rent, vasket gardiner og forhæng.



Foråret var kort og varmt, så forårsblomsterne blomstrede ret hurtigt af. Men hvor var det dejligt med sol og varme ovenpå vinteren.
Haven var åben fra 1 maj til 21 okt.



Sidst på foråret var jeg på inspirationstur til Sverige, med nogle fantastiske dejlige bloggere og Instagrammere. Den tur gav mig så meget inspiration, glæde og energi.



Vi havde den længste, varmeste og tørreste sommer, jeg kan huske. Den var dejlig, men også hård. At have en besøgshave i sådan et vejr, er virkelig hårdt arbejde. Der blev vandet og vandet, så alt overlevede og haven var så frisk og frodig som det kunne lade sig gøre. Mange planter kunne godt lide varmen, og kvitterede med ekstra mange blomster, hvilket var en stor glæde.

Jeg kan aldrig huske vi har grillet så meget en sommer.



Sidst på sommeren blev det høst, Hr. Pedersen havde passet sine marker godt med vand, så høsten var god.



Køkkenhaven bugnede som aldrig før.

Det blev sensommer og havens stilleben fik en opgradering.


Lysaftner i midten af september. 


Det blev efterår, med de smukkeste høstfarver. Bedene blev gjort rene og kanterne taget af for sidste gang. Jeg var på nogle kurser i online markedsføring. Havemøblerne kom ind og blev gjort forårsklar. Sidst i oktober begyndte jeg at øve mig i at holde lidt fri.


Vi nød at holde fri sammen i weekenderne, og var ude at opleve jul andre steder end herhjemme. Noget vi har savnet i de år hvor vi har haft åben julehave. Her fra LoPes pop up julebutik på Nørre Vosborg.

Der skete meget, meget mere, det er umuligt at få det hele med. 
Et dejligt haveår er slut, og et nyt begyndt.