Overnatning / Glamping

onsdag den 11. januar 2017

Opdatering.

Opdatering er noget jeg gør hvert år i starten af januar. Opdatering af hjemmesiden www.frupedersenshave.dk med rettelser af åbningstider, betonkurser og lysaftner. I år skete det dog allerede i december. I dag er Haveselskabets åbne haver blevet opdateret. Du kan se min have HER, og alle de andre åbne haver i landet. Husk hvis i vil annoncere jeres åbne have hos Haveselskabet, skal det gøres inden d. 16 januar, for at komme med i den trykte udgave.
Dejligt at få gjort. 




mandag den 9. januar 2017

Hængeparti færdiggjort.

Vi har siden sidste forår haft et hængeparti, med at få færdig isoleret og beklædt de toiletter vi lavede til havens gæster. Toiletterne er bygget, så der er adgang fra vindfanget, og de ligger inde i den gamle staldbygning. Der hvor jeg har hele loftet til opbevaring af havemøbler og havegrej.

Jeg har nu fået udvidet området en smule, og der er lavet gelænder/hegn om. Den nye plads skal bruges til et stort arbejdsbord. 


Du kan se hvordan resten af loftet ser ud HER det er fra sidste vinter, hvor jeg fik rigtig god orden på det store loft. Det er en stor daglig glæde, og kræver nu kun mindre oprydninger og nu støvsuges der et par gange om året deroppe.

Jeg har vist slet ikke fået lavet et indlæg om de toiletter, men kun om nogle af de ting jeg har malet dertil. Det kommer senere :-)

søndag den 8. januar 2017

Hyacinter, oprydning og intimkoncert.

Søndag og mildt vejr. God tid og sove længe og ingen planer. Ikke dårligt. Merle ringede og inviterede på fastelavnsboller til eftermiddagskaffe. Sådan en invitation takker bedsteforældrene bestemt ikke nej til. Heller ikke selv om de skulle komme i arbejdstøjet. Et nyt projekt er i gang hos den lille familie. Alma og Merle skal have nye værelser med hems. En gammel og ubrugelig del på deres loft skal brækkes ned (det er så startet) og så skal der isolerer og bygges op på ny. Ideer blev diskuteret, og nye opstod. 


Men inden det blev kaffetid fik jeg sådan en lyst til at få ryddet lidt op udenfor køkkenvinduerne. Blade og grene havde samlet sig i stor stil. Ved simpelthen ikke hvor alle de blade bliver ved med at komme fra.


En forandring der er til at få øje på.


En balje blev fyldt med hyacinter, desværre var jeg løbet tør for mos, så jeg må i skoven i morgen. Tænker at der skal stå endnu en balje med perlehyacinter ved siden af. Så bliver der lidt forårsstemning på køkkentrappen.


Efter eftermiddagskaffen, da bedstefaren var gået med pigernes far på loftet, for at brække de gamle rum ned, blev bedstemoren inviteret til en dejlig koncert. 

Merle og Alma er i ens tshirts med deres fars firmalogo på, der må reklameres for en god sag :-) Murermester C. Christensen.
Se de nogle af de spændende projekter han laver HER


Alma og bedstemoren  blev også forkælet i Merles skønhedssalon med sminke (af den usynlige slags) og med fine frisurer med den fineste hårpynt. 
Bedstemoren fik lov at læse en ny bog høj, og hun fik lov at låne en guitar, så hun også kunne prøve at spille. 
En herlig eftermiddag for en bedstemor. Pigernes mor lavede imens aftensmad til os alle. 

lørdag den 7. januar 2017

Genbrugsguld, spir til jernlysthuset.

I foråret var jeg heldig at finde et gammel spir i massivt støbejern. Jeg købte det og tænkte at det kunne jeg nok bruge til et eller andet engang. Håbet var at det på en eller anden måde kunne bruges på lysthuset i jern. Da vi havde travlt hele havesæsonnen, blev spiret lagt på en hylde og måtte vente på god tid.



Det blev så i dag at jeg fik slæbt en stige derom og kravlet op og prøvet om spiret kunne gå ned i det hul der var i midten at de rør der danner toppen på lysthuset. Tænk det passede fuldstændig perfekt, hvor heldig har man lov at være.


Jeg synes det er en fin afslutning på toppen af jernlysthuset. At spiret var tilpas rusten passede perfekt til lysthuset.


Prøv at se hvor små bedene ser ud, heroppe fra toppen af lysthuset :-) Og mig der ikke er vild med at komme så langt op på en stige. Jeg havde sikret mig at stigen ikke kunne vælte, og holdt godt fast med den ene hånd :-) Den tynde grønne gren er fra rosen, rosa Helena, den har fået godt fat. Det bliver smukt når de små hvide roser folder sig ud og spreder en vidunderlig duft til sommer.


Dette spir var genbrugsguld for mig.

fredag den 6. januar 2017

Appelsintræer og isblomster.

Mine appelsintræer er i disse dage rykket ind i grovkøkkenet. Ellers står de i den kolde udestue, den er ikke frostfri, men nogle bloklys plejer at kunne holde det frostfrit, når det bare er nogle få grader det fryser. Men nu hvor det har været meget koldt, turde jeg ikke tage chancen og de blev flyttet indenfor i grovkøkkenet, der er køligt men frostfrit.


Når det igen er frostfrit kommer de tilbage i udestuen, for de har så godt af alt det lys de får derude. Til sommer skal de udendørs igen.


 Der har i dag været de smukkeste isblomster på ruderne i drivhusene.


 Små kunstværker.


Rigtig god weekend.

torsdag den 5. januar 2017

En snert af vinter.

Så fik vi lige en snert af vinter her. Frost og et lille hvidt drys sne. Uha hvor har det været koldt i dag. Men vejrudsigten siger kun et enkelt døgn mere med frost, så skulle det blive plus grader igen. 

Jeg overvejede ellers i eftermiddags, at nu var det vist tid at lave ispynt til haven, men droppede det igen da jeg tjekkede vejrudsigten. Ispynt er ellers noget jeg er meget glad for, når der er minusgrader. Pynten herunder er fra sidste vinter, der havde vi en lidt længere periode med frost.

 Måske kommer der en lidt længere periode med minusgrader senere på vinteren. Så skal der nemlig laves ispynt.


De visne staudetoppe ser så fine ud med sne.


onsdag den 4. januar 2017

Datoer for betonkurser i Fru Pedersens have.

Datoer for betonkurser i Fru Pedersens have er fastsat til følgende datoer. 

  • 1 april (få pladser tilbage)
  • 8 april
  • 2 september
  • 9 september
Alle datoer fra kl. 9-12.
Se mere HER , der står også hvordan du tilmelder dig.




Derudover tager jeg ud og holder kurser for foreninger og andre der selv samler veninder, kollegaer eller naboer :-) Holder også gerne kurser i haven på bestilling.


Beton er en herlig hobby, hvor man kan støbe sin egen pynt til haven. Noget jeg selv har stor glæde af. At det desuden er en billig hobby, gør jo ikke noget :-)


Man kan lave sine egne forme, støbe i genbrugsting, eller købe egnede forme hertil. Det er en hobby man nemt bliver bidt af.


Med tiden vil betonpynten få en smuk patina, og komme til at ligne gamle franske antikviteter :-)


tirsdag den 3. januar 2017

Årskavalkade 2. del 2016

Årskavalkade i ord og billeder.

Juli.
Juli måned bød på rigtig meget regn, så haven var meget frodig og grøn. Blomster var der mange af, så det blev til utallige buketter.


August.
Den måned hvor høsten rigtigt startede. Køkkenhave og snittebede bugnede. Sommeren vendte stærkt tilbage med varme temperaturer og masser af sol.


September.
Lysaftnerne var en af september måned højdepunkter her i haven. 300 levende lys i lygter og lanterne på de smukkeste sensommeraftner. Græskarhøsten var vældig god i år, så der var rigeligt til pynt og mad.



Oktober.
En smuk måned med høstfarver og godt vejr. Haven var lukket for gæster, og julehaven blev påbegyndt. Der blev stadig høstet af havens afgrøder, især æbler. Der blev sorteret og krukker blev tømt, andre sat til vinteropbevaring, og så blev der lagt rigtig mange tulipanløg.


November.
Årets julehave åbnede, og der kom igen liv og snak i haven. 


December.
Årets sidste måned, med alt hvad der hører til af lys, hygge, gløgg og gaver. Endnu et skønt haveår er slut, og et nyt begyndt.


mandag den 2. januar 2017

Årskavalkade 1 del. 2016

Årskavalkade i ord og billeder.

Januar.
I januar var vi heldige at have både frost og sne, ikke hele måneden men nok til at følelsen af rigtig vinter var der. Der blev lavet mange isdekorationer til haven.


Februar.
I februar blev der leget forår i udestuen, og duerne begyndte at gøre kur til hinanden. Erantisene piblede op af jorden.


Marts.
Årets første forårsmåned, hvor den første andemor stolt viste sine ællinger frem. Løgtæpper dækkede havens bede, og der blev pyntet op i alle hyggekroge.


April.
Der begyndte for alvor at komme liv i krukkerne og de indtog flere og flere pladser i haven. Blomster i overflod, så der var rigeligt til små buketter. Køkkenhaven blev tilsået, og der kom gang i plæneklipperen.


Maj.
Foråret på sit absolut højeste, hvor alt står fint lysegrønt. Tulipaner, frugttræer og rhododendron blomster, og de første sommerblomster bliver plantet i krukker. Ællingerne er blevet så store at de svømmer i havedammen. Haven åbnede igen efter vinterlukningen, og der kom for alvor gang i havesnakken, med de mange besøg af havegæster. 


Juni.
Den første sommermåned. Alle havemøbler er flyttet ud og indbyder til man sætter sig og nyder sommeren. Roser, natviol og jasmin sørger for en berusende duft. Kattene fik killinger, og der kom løbende dueunger, ællinger og kyllinger.


Der er godt nok meget at glæde sig til.

søndag den 1. januar 2017

Godt nytår.

Jeg vil ønske jer alle et rigtig godt nytår. Et nyt år ligger lige foran os, og venter kun på at vi skal fylde det, med alt det vi ønsker os hver især. Her tænker jeg ikke på materielle ting, men alt det der gør os glade og giver livet mening. Vi er i høj grad selv herre over, hvordan vi bruger det liv vi har fået.


2016 var et helt fantastisk godt og spændende år for mig. Som jeg kun kan se tilbage på med stor glæde.

2017 er jeg sikker på bliver et lige så spændende og dejligt år.



Nytårsaften havde John og jeg bestemt vi ville fejre alene. For med rigtig mange gæster i løbet af året, er det nu dejligt indimellem kun at være os 2. 


Selv om man kun er 2 til bords nytårsaften, kan man jo godt dække et pænt bord.

Nytårsbuketten bestod af genbrug af  julebuketten og en buket amaryllis, som ikke havde lang tid igen. De lange stængler med de tunge hoveder knækker let, så er det godt med støtte fra det grønne.



Perlehyacinterne på bordet vidner om at foråret er på vej.


Merle var på besøg om eftermiddagen og vi bød sammen det nye år velkommen.


Merle og bedstemor havde en time alene sammen om eftermiddag. Merle syntes vi skulle se om der var kommet muldvarper i nogle af  fælderne. Merle elsker muldvarper, de er så bløde. Der var gevinst, en enkelt muldvarp var gået i fælden. 
Merle gik rundt med muldvarpen i en halv times tid og aede den og snakkede med den. Jeg spurgte hende om hun ville have den med hjem. Nej bedste, for min far vil ikke have den ind i bilen, åh det tror jeg da godt han vil, sagde jeg. NEJ bedste det ved jeg han ikke vil, svarede Merle. Hvad skal vi så gøre med den, spurgte jeg. Vi skal putte den ned i jorden igen, svarede Merle, så bliver den glad. Så vi gravede et hul til den og Merle lagde den derned og vi puttede jord over. Hun er en sand lille dyreelsker, selv en død muldvarp bliver behandlet som en ven.


Af kornets farve, skulle man tro det var forår, så fint og grønt det er. Det var en smuk og dejlig årets sidste dag.