Overnatning / Glamping

søndag den 22. januar 2017

Loppetur, inspiration og gode fund.

I sidste uge var jeg en dag på loppetur i Holstebro. Et sted jeg havde hørt om, måtte jeg besøge, det hedder Kirppu. Et spændende sted, hvor både private og kræmmere, kan købe nogle meter reolplads. Der var et stor udvalg af alt muligt, antikt, nyt og gammelt. 

Når man kommer ind i butikken, tager man en indkøbsvogn, og går rundt mellem reolerne, ligesom i et supermarked. Der er priser på alt, og så betaler man ved kassen, ved udgangen.


Der er mange Kirppu butikker i Danmark, du kan se HER om der er en i nærheden af dig.


 Tingene stod fint og overskueligt.



Nogle havde pyntet lidt op med blomster.


Andre steder egnede tingene sig som en lille gave, og var pakket fint ind.


Efter min mening er det en super god ide, at både private og kræmmere kan sælge under et tag, og kunderne virkelig finder et stort udvalg. Måden som er supermarkedsagtig, gør jo også at tingene vises frem for et langt større publikum, end hvis man havde et lille privat loppemarked/garagesalg, og sælger behøver slet ikke være der, han/hun skal bare komme med nye varer, når de er solgt.

Her kommer jeg helt sikkert igen, når jeg har god tid, for der var virkeligt meget at kigge på.
Hvad jeg fik købt, lidt forskellige småting, som bla. skal bruges i haven til sommer. Glasflasker, gammelt fajance, et lille emaljefad, en bog, et par luffer og en hue.

lørdag den 21. januar 2017

Forventningens glæde.

De første frøposer er kommet med posten, og bare synet af dem, sætter gang i forventningerne om en helt fantastisk sommer. En sommer hvor blomster og grøntsager gør køkken og snittehaven frodig. Drømme om igen at kunne plukke alle de buketter jeg gider, og hente grønt til frokost og aftensmad.


Frøposer og forårsløg.

Frøposerne er fra Albinus frø. www.albinusfro.dk

På køkkenbordet står de første ærteblomstfrø i blød, de skal sås i et af højbedene i morgen. Sidste år såede jeg også de første ærteblomster i midten af januar, med tidlig blomstring til følge. Skulle der komme en periode med hård frost, lægger jeg en vintermåtte over bedet, så skal det nok gå.



fredag den 20. januar 2017

Salatkursus.

Jeg har meldt mine piger og mig til et salatkursus. Kurset foregår i Vemb kultur og forsamlingshus, Smag og Sans. Jeg er nemlig helt vild med indehaveres, Hanne Mettes mad og salater. I tirsdags var første gang, og der er endnu 3 aftner. Hanne Mette er super dygtig til at bruge alt muligt grønt i salater. Første aften, lavede vi 12 forskellige salater, og ja vi smagte dem alle. Hvert hold lavede 2 salater.
Dejligt at være elev og lære nyt. Sjovt at være i et storkøkken, hvor gryderne er kæmpestore og krydderierne er i spande.

Det var en super dejlig aften, med masser af inspiration og lækre smagsoplevelser. Dejligt at blive inspireret til at lave noget andet end det jeg lige plejer.


Appelsinsalaten herunder var jeg med til at lave. Appelsiner, fløde, sorte oliven, chilie, mynteblade, appelsinskal og blå kornblomster. Mums.


Den anden salat/ret jeg var med til, var porrer, der havde fået et opkog og derefter anrettet i et fad, krydret med frisk timian og citron, revet ost over og drysset med sesamfrø og så i ovnen. Mums.


Ene lækre salater, sikke en fryd.



Rigtig god weekend.

torsdag den 19. januar 2017

Stæremast, rådyr, og smuk natur lige udenfor haven.

På sådan en smuk dag som i dag, lægger jeg rigtigt mærke til hvor skøn en natur vi bor lige midt i. En tur i marken med hunden, for at tjekke muldvarpesaksene, er ren energi. Ude ved vores eget lille vandhul, er der så dejligt. Om sommeren vokser der åkander i vandet. Den ene af vores stæremaster står derude ved siden af vandet.


Der var hele 2 grupper af rådyr på markerne i dag, 2 x 3 styk, og det var ikke de samme der flyttede sig :-) Så dem alle 6 på en gang. De flytter sig når vi nærmer os. 

 Træerne i baggrunden, er vores have. Så der er ikke så langt.


En tår vand fra vandhullet, smager bare meget bedre end det derhjemme, der kommer fra vandhanen af.


Hvor længe skal jeg blive ved med det SIT mor, jeg vil hellere ud at snuse, tænker Cuba helt sikkert.


De tørrede siv og dunhammere er nu flotte i solskin.


Stæremast i modlys.


Og medlys. 

Himlen og vandet havde en farve der fik mig til at tænke på forår. Det var også lunt og mildt i vejret, og i haven er forårsløgene på vej op.


Der var en gevinst i muldvarpesaksene :-)

Har du lyst, kan du se hvordan jeg sætter muldvarpesaksene HER

Et par muldvarper, får 4-7 unger om foråret, så hvis man kan fange de gamle nu, er problemet jo mindre til sommer. Her er ikke alle naboer lige flittige, så der yngler de frit, og når de bliver for mange der, kommer de over til os. 

søndag den 15. januar 2017

Sne i krukkerne.

Krukkerne har fået et hvidt bunddække, som egentligt ser rigtig fint ud.



Græsset med sne i hovedbunden, er en af dem jeg købte i sommers, og som har stået så flot lige siden.



Vores weekend er gået med at lave lidt hver for sig lørdag. John lavede flis, og jeg fik ryddet lidt op ude. Jeg fik også målt lidt på nogle materialer jeg har stående, og udtænkt ideer til et renoveringsprojekt. I dag søndag har vi sovet længe, og slappet af. Gået en lang tur på markerne med hunden, og snakket om hvor der skulle beskæres og fældes i læhegn og have, tjekket muldvarpesaksene, der var en gevinst. Samt  været til eftermiddagskaffe hos naboen. 
Det har været det smukkeste solskinsvejr her hele dagen, koldt, vindstille og friskt. Sådan en dag der giver ny energi. 

lørdag den 14. januar 2017

Hyacintfryd og krydderurter.

Mit andet drivhus, der hvor der er bord og stole, satte jeg i starten af november hyacinter i potter på bordet, de er nu sprunget ud. De giver den dejligste duft.


Jeg er altså vild med hyacinter :-) 






Gråt i gråt er nu ikke så tosset.


Jeg har fået klippet krydderurterne ned, og de er sat indenfor i drivhuset, så kommer de lidt tidligere i gang, og er lidt beskyttede med vejr og vind. Sikke en duft der var da jeg klippede dem, uhm... glæder mig til jeg igen kan bruge dem i madlavningen.


fredag den 13. januar 2017

Stativ til staudestøtter og arbejdsbord.

I forbindelse med færdiggørelsen af vores hængeparti, fik vi lavet et system til min staudestøtter. Tidlige stod de i en olietønde, og fyldte helt vildt, når de ikke var i brug. Nu står de i plastrør, som er sat fast på væggen med et par skruer. Plastrørene er genbrug. Der blev også lavet nogle gode solide hylder under trappen, til opbevaring af det mest brugte havegrej.



                                                 
Trappen fører op til mit skattekammer, det loft, hvor jeg har opbevaret mine havemøbler og alt muligt andet havegrej, samt gamle ting og sager. En rigtig god trappe der er behagelig at gå på. Det er vigtigt, da jeg går på den mange gange om dagen.


Pladsen under trappen er nu godt udnyttet, til daglig glæde.


Arbejdsbordet til loftet er også blevet lavet, af det vi lige havde stående. Et stort og praktisk bord. Bordpladen er brugt, men lamineret, så den er nem at tørre af. Der er godt lys over bordet. Det er rart med et sted hvor tingene kan blive stående til de er færdige. Både maleprojekter og reparationer. Det er også et sted hvor jeg nok vil stå at binde kranse i dårligt vejr. 


Rigtig god weekend.
Det eneste der er planlagt for vores weekend er at vi skal have scambleæg til morgenmad, og grydestegt hjemmeavlet kylling til aftensmad. Hvad vi skal lave mellem morgen og aftensmad, finder vi ud af imens vi spiser morgenmad. Måske skal flishuggeren luftes, eller et nyt projekt påbegyndes, eller noget helt tredje.

torsdag den 12. januar 2017

Kom indenfor i drivhuset til forårsstemning.

Jeg har i dag ryddet lidt op i drivhuset, og skabt lidt forårsstemning derinde. Vejret har været meget omskifteligt i dag, men solen har vist sit milde ansigt indimellem.


Den lille engledreng er blevet flyttet indenfor i drivhuset.


2 slags primula og hvide hyacinter sørger for en dejlig duft.



Levende lys i lanterne gør sig også stadig godt i januar.


Englene i luften klarer sig fint i drivhuset.


En enkelt potte med en hornviol, den har haft flere blomster, det kommer der helt sikker igen.


Sådan et glad lille ansigt er slet ikke til at stå for.


Der var et specielt lys over haven i dag.


I den blå time ses lysene meget tydeligere.


Jeg nyder at tænde levende lys i haven.


På afstand ser det nu også meget hyggeligt ud, når drivhuset er oplyst af levende lys.