Da vi i dag vågnede til årets allerførste dag, var det med det smukkest tænkelige vejr. Solen skinnede og ikke megen vind.
Et helt nyt og ubrugt år ligger foran os alle. Hvad dette nye år skal indholde, er vi i høj grad selv med til at bestemme. Hvis vi tør tage chancen, og prøve det ukendte af, se hvad der sker, høste nye erfaringer, møde nye mennesker, afprøve ideer og udleve drømme.
I haven er der allerede nye glæder på vej, dem man kan se der er på vej op ad jorden, dem der ligger lunt og godt under overfladen, og dem der er i frø vi senere skal så, masser af arbejde, eller som jeg tænker på det haveglæder. Glæder der gør en rig på oplevelser.
For mit nye år er der allerede mange ideer, planer, kurser, foredrag og drømme. Det sidste år har været mit første som fuldtids havekone, et spændende år med en fantastisk sæson i haven, hvor jeg har haft rigtig mange gæster, lavet havetv (18 udsendelser) sammen med min mand, og vi har sammen udført utallige projekter, både store og små. Jeg har holdt betonkurser og foredrag. Fritid har der ikke været meget af, men det gør ikke noget, når man elsker og nyder det man laver. For jeg er kommet på den helt rigtige hylde, hvor jeg stortrives. Min mand er min helt fantastiske støtte og hjælper, uden ham og familien var det ikke gået, jeg er dem alle dybt taknemmelig.
Min mand har udejob i entreprenørbranchen, er fritidslandmand med 45 ha jord, og derudover er han frivillig i Fru Pedersens have.
Det er en stor glæde at kunne arbejde sammen, når han er hjemme, det er livsglæde og livskvalitet for os at være sammen. Sammen at planlægge og udføre forskellige ting. Det med at hjælpe hinanden går selvfølgelig begge veje, så jeg kører også på foderstoffen, henter div. reservedele, hjælper med at skifte tvillinghjul på traktorene, smøre mejetærskeren, passer stokerfyret, når han ligger ude, ordner regnskaber osv. Alt sammen ting der gør at det hele glider meget nemmere, når vi hjælpes ad.
Vi har også fælles planer og drømme for det nye år, projekter hvor vi skal hjælpe hinanden. Vi er klar til at byde 2016 velkommen.