Overnatning / Glamping

torsdag den 21. december 2017

Juletur til Hamborg.

I weekenden var John og jeg på juletur til Lübeck og Hamborg. Vi var med bus med Riis Rejser. Lørdag så vi julemarkeder i Lübeck, der var virkelig mange boder med glühwein, brændte mandler, pølser og kager. Derimellem var boder med kunsthåndværk, julepynt og andet sæsonbetonet. Butikkerne i byen var også åbne. Lübeck er kendt for sin marsipan. Vi så også babyklappen, hvor uønskede spædbørn kan afleveres anonymt, lidt uhyggeligt, men alternativet er jo værre.
Vi overnattede på et hotel med aftensmad og morgenmad.
En af de rigtig gode ting ved at rejse med Riis er at de har søde og erfarne chauffører og dygtige rejseledere, så man får en masse at vide om det man ser på vejen. Havde vi selv kørt havde vi godt nok set det, men ikke vidst hvad vi så :-) 

Søndag var vi på byrundtur i Hamborg, og på sejltur, så vi så byen fra vandsiden. Det var vældig interessant. Derefter var der julemarkeder. Jeg synes julemarkederne i Hamborg var flottere end i Lübeck. De var temabestemte med flere forskellige temaer. Vi fandt en rigtig fin bod med jern og støbejern til haven, lige noget for mig.


Jeg fandt nogle små feer i støbejern, som jeg kun har set på billeder på Pinterest, og ellers har søgt efter i flere år, så jeg kunne næsten ikke få armene ned af bar begejstring. Nu glæder jeg mig til at bruge dem i haven, måske skal de først på julebordet.


Der var ting der gav stof til eftertanke, det var terrorsikring ved alle gågader og masser af politi. Store betonklumper stod og blokerede alle indgange til pladser og gader med fodgængere. En anden ting var de mange hjemløse der var i Hamborg, ikke alt var julelys og glüwein. 

Men vi havde en dejlig tur, hvor vi slappede af og nød hinandens selskab. 
Inspiration til næste års julehave fik vi også, ikke i form af noget vi så, men John spottede nogle silicone bageforme, med stjerner, juletræer og isblomster, så de blev købt med hjem. Så næste gang vi skal støbe i beton, skal vi afprøve de nye forme.
Jeg fik også købt en stak tyske have og boligmagasiner, de er meget inspirerende og koster kun en tredjedel af hvad magasiner koster herhjemme, så nu er der læsestof til juleferien.

2 kommentarer:

  1. Ih, hvor ser det hyggeligt ud. Håber du kan anbefale Hamburg Julemarked, for der tager vi nemlig ned næste år.
    Knus Heike

    SvarSlet
  2. Kære John og Anette.
    Det lyder vel nok dejligt med sådan en tur og det er helt velfortjent oven på et langt arbejdsår.
    Vi glæder os til at se alle de smukke ting i brug næste år.
    Vi ønsker Jer og Jeres kære en rigtig glædelig Jul.
    Kærlige tanker fra John og Eliane

    SvarSlet