Overnatning / Glamping

onsdag den 31. juli 2013

Åkandedammen.







På en dejlig sommerdag var jeg igen ude i vores åkandedam og plukke åkander. Bladene vokser helt over vandet, så blomsterne gemmer sig lidt mellem bladene. Buller var med på en svømmetur. Buller er yngste datter hund.
Dejligt med sådan et lille stykke natur i marken.






tirsdag den 30. juli 2013

Morelhøst.


Morel høsten er i fuld gang her. Aldrig har vi haft så mange. 6 10liters spandefulde indtil nu, plus dem vi har spist :-)
Mine forældre er de glade aftagere, og så kommer der nogle tilbage igen, i form af færdig syltetøj, uhmmm......

mandag den 29. juli 2013

Kup fra Kræmmermarkedet.








 Jeg gjorde flere fine fund til min have, på årets Kræmmermarked. Det absolut bedste var en gammel vandkande i træ. 3 gamle ens petroleumslamper, og en benzindunk i zink.
Ting jeg får stor glæde af i min have. Vandkanden i træ, har jeg aldrig set før, den er så fin. Et rigtigt flot stykke håndværk.
Vandkanden spottede jeg allerede fredag, da kræmmerne var ved at stille op. Det er mig der tager mod bestilling af stadepladser, måler pladserne op, og modtager kræmmerne og viser dem deres pladser. Så jeg er jo derhenne, og har tid til at kigge, snakke og købe :-)

søndag den 28. juli 2013

Østerlandsk stemning




I en krog på den overdækkede terrasse i gården, er der en østerlandsk stemning med den gamle rustne petroleumslampe og pilegrenene. Et sted hvor tiden næsten står stille, eller man kan nemt glemme den :-)

fredag den 26. juli 2013

Kræmmermarked og åben have.

Så er det i denne weekend vi har Kræmmer og smådyrsmarked i Skalstrup. Det er årets fest her i byen. Alle hjælper med, og vi har det sjovt og hyggeligt. Overskuddet går til vores forsamlingshus. 
Kræmmerne er ankommet, boderne fint arrangeret, de første handler er indgået, jo jo, ligesom det plejer. 
Der er næsten alt i fine brugte ting og sager, nye varer, duften af brændte mandler og grillpølser. Ponyridning, slikposejagt i høstak, veteranbiler, store bamser med karameller. Islandske heste, varme popcorn og lotteri. Ja alt hvad man kan ønske sig, selv vejret er flot.
Jeg har som vanligt åbent i haven fra kl. 13-17, så mon ikke der er flere der lægger vejen forbi :-)


Kæmpehortensia.





Op af huset, har jeg for mange år siden plantet en lille hortensiaskud, købt i en åben have. Lille er den bestemt ikke mere, den tager faktisk noget af lyset inde i køkkenet. Men den er så flot, at jeg ikke nænner at klippe i den. Lige nu står den i knop, men snart kommer de fine hortensiablomster.
Ved siden af, ved dørhullet ind til den hvide have, står et af mine gamle symaskineborde. Lige nu det af en af de arvede fuchiaer, et lille fuglebad og et par lygter, der giver liv. I krukkerne på væggen er plantet en slags pletter i luften, som er lidt grenagtig.

torsdag den 25. juli 2013

Druer i lange baner.




Vinen i drivhuset vokser helt vildt. Der er druer i enorme mængder.
Det varer dog lidt endnu inden de er spiseklare. Der er 3 vinstokke i drivhuset, en i hver side og en i midten af taget.
Desuden er der tomatplanter derinde. 
Frodighed, høj luftfugtighed og varme, kendetegner drivhuset på denne årstid.

onsdag den 24. juli 2013

Gul som solen.





Stor tusindstråle, tror jeg denne staude hedder. Jeg fik den af en af de andre mødre på vejen, da mine børn var små. Den ene staude har sået sig flittigt, og giver et flot farveflor i det gule bed.

En dejlig gul solskinsblomst.

tirsdag den 23. juli 2013

Koreagran.




Der er i år rigtig mange kogler på vores koreagran. Det er lige så grenene hænger over den tunge vægt. De er så fine med deres blågrønne farver. Desværre kan de ikke bruges til jul, da falder de fra hinanden. Har hørt om nogen der lagde koglerne i fryseren om sommeren, så skulle de være fine til jul.   
Nogen der har prøvet det :-)

mandag den 22. juli 2013

Kaffebord i haven.




Som barn var det en selvfølge at alle som kom på gården, blev budt på kaffe. Det var en dejlig tradition, som jeg selv fører videre i min have og mit hjem. Der er ikke noget så hyggeligt som at sidde og nyde en kop the eller kaffe og få en lille snak. Et stykke hjemmebag, som i min barndom, falder i de flestes smag.

søndag den 21. juli 2013

En balje fuld af åkander.





Åkande eller nøkkerose er vist det rigtige navn, men her omtales de altid som åkander. Denne åkande fik jeg som 19 årig af min onkel, til mit første bassin. Den er blevet delt utallige gange, pga. enorm vækst. For nogle år siden var jeg meget træt af at hale krabaten op og dele, for bare at konstatere at den stadig dækkede hele vandspejlet når vi kom hen på sommeren. Det resulterede i at den blev flyttet ud i et vandhul i marken, hvor der er god plads. Der er den blevet enorm stor ude. Den blomstrer flittigt og jeg kan med god samvittighed plukke blomster til en balje vand i haven.
Sådan en baljefuld er til stor glæde og holder nogle dage.

lørdag den 20. juli 2013

Wellnes i haven.



Når det rigtigt er sommer flytter de fleste aktiviteter udendørs. Forleden dag fik jeg den helt store wellnes behandlig. Fodbad, fine franske negle på tæerne, vokset uønsket hårvækst i ansigtet og plukket for vildtfarne heksehår, uha. Ikke alt var lige fornøjeligt, men pigerne mente at det pyntede :-)
Prinsessen så til fra barnevognen og så vældig fornøjet ud over behandling og mishandling af hendes bedstemor.
Nåe men rigtig hyggeligt og dejligt med omsorg, jeg skulle jo nødigt gå helt i forfald :-) 
Nu er jeg i hvert fald sommerklar, så håber den bliver.


fredag den 19. juli 2013

Fjumses have, ud på tur.








3 km. fra min have ligger Fjumses have, eller Flamingo naturpark som den også hedder. Søren Ryge lavede sidste år udsendelsen om Fjumses have.
I sidste uge var jeg forbi til en kop te, og udveksling af brochurer.
I naturparken kan man lige nu opleve svaneparret med deres 9 svaneunger. Et ganske betagende syn. Kan godt forstå at de har valgt at slå sig ned der i de idylliske omgivelser.
Har i lyst til at se mere om denne skønne naturpark, så se HER
Det øverste billede har jeg lånt af Flamingo parken.
Den store pavillon huser stedets cafe, hvor maden nydes midt i den herlige natur, med udsigt over søerne.

torsdag den 18. juli 2013

Lyserøde valmuer.




 Så er de lyserøde valmuer begyndt at springe ud, et drømme dejligt syn. De er så taknemmelige og dukker op i stort antal hver sommer.
Her står de i det ene bed ved legehuset.