Overnatning / Glamping

onsdag den 30. januar 2019

Fennikelsuppe med ristede rugbrødstrekanter.

Jeg er vild med grøntsagssupper, og laver det flere gange om ugen. Jeg har siden efteråret eksperimenteret en del med supper, denne er en ny yndlings.

Fennikelsuppe med ristede rugbrødstrekanter.


2 fennikel
2 løg
4 fed hvidløg
1 l. bouillon
salt og peber
citronsaft


Grøntsagerne renses og hakkes groft, svitses i en gryde i smør, eller olie. Bouillonen hældes over og grøntsagerne simrer til de lige akkurat er møre. 


Derefter blendes suppen, så den bliver cremet.


Suppen hældes tilbage i gryden, og smages til med salt, peber og citronsaft. Synes du suppen er for tyk, kan der hældes mere bouillon i.


Jeg bruger denne bouillon, fra A. Vogel, den gør underværker for alle mine supper. Den indeholder salt, så jeg har sjældent brug for yderlige salt i supperne.

A. Vogels produkter lærte jeg at kende som helt ung, min farmor var en stor beundrer af hans meninger om kost. Hun efterlevede i høj grad hans teorier. Jeg boede 1 år hos min farmor, da jeg gik på Skolen for klinikassister og tandplejere i Århus. Der blev serveret mange krus hyldeblomstthe med honning og hjemmebagte grovboller med smør, i hendes køkken. Råkost var en daglig spise. Hvor har jeg mange minder fra det år.


Ristede rugbrødstrekanter.

1 skive per person, skæres over til 2 trekanter, smøres med lidt olivenolie og knust hvidløg. Ristes i ovnen i 10 min ved 200 grader.


Hvor mange personer suppen rækker til kommer an på, om den serveres som forret, eller hovedret, og hvor stor sulten er. Jeg laver gerne en portion til aftensmad, og spiser rest til frokost.

torsdag den 10. januar 2019

Fagmesse for havebranchen.

I går var jeg inviteret til pressemøde på Fagmessen for blomsterbutikker og havecentre. En spændende dag med nyheder og Haveglæder indenfor alt hvad der hører have til. Ideer og inspiration var der meget af.

Insekthotellet og de skønne tusindfryd fra Hennecke Stauders stand. Det var der jeg købte stauder i foråret til mit store nye staudebed.


Spændende foredrag med Anna Marie Hillebro om tidens trens. En nyhed var denne krukkebrombær til ampel. Uden torne og rigtbærende, den glæder jeg mig til at afprøve.


Skønne forårsblomster, der fik smilet frem.


Rosenbuen med alt i jern til haven. Jeg er vild med jern i haven, og har mange stativer og andre ting i jern. Det holder og blæser ikke væk.


De her bålfade, er jeg altså lidt forelsket i.


Gardena, som vi kender med haveslanger og andet grej til haven, har lavet en serie med havefodtøj. Støvlerne har indlagt jern under foden, der hvor man rammer, når man graver. Noget der ikke har kunnet fås herhjemme tidligere. De små havehjemmesko, som de kalder træskomodellen, skal jeg helt sikkert have købt et par af, de var så lækre at have på. Jeg kan godt lide at fodtøjet er lige til at smutte i. Fodtøjet er endnu ikke i butikkerne, men kommer i løbet af foråret.

Sødt lille rødt køretøj hos Geemex, omgivet af citrusplanter.

Lækre flade krukker i et plastmateriale, som var rigtig flot. Hos Gunnar Christensens Planteskole. Det var iøvrigt dem der havde den fine ampelbrombær med.



Smuk potterose nyhed fra Roses Forever.


En dejlig dag med masser af indtryk, ideer og snak.

Det er Danske Havecentres brancheforening der står bag fagmessen. Den eneste af sin art i Danmark. Messen er kun åben for Blomsterbutikker og Havecentre.
Det er også dem der står bag bladet Haveglæder, som fås på planteskolerne.



søndag den 6. januar 2019

Vinter i drivhuset.

I drivhuset med havemøbler, har jeg i efteråret samlet nogle af krukkerne med fint løv. Da jeg ikke har lavet julehave i år, er det fint at det kun er genbrugsplanter der hygger derinde.


Jeg er glad for de gråløvede planter.


Flere krukker med græsser har også fundet vej derind. De ternede potter købte jeg i foråret, da jeg var i Sverige på inspirationstur.


De levende lys varmer lidt, så der er dejligt at sidde. I gavlen mod nord er glasset erstattet af træplader, da det stabiliserer drivhuset, så vi ikke mister glas i stormvejr. De små vinduer gør at man stadig kan kigge ud, og så synes jeg de er rigtig hyggelige.


I den blå time bliver der en magisk stemning.





Forrige vinter så der sådan ud, se HER det var nu også hyggeligt.

fredag den 4. januar 2019

Tilbageblik på haveåret 2018.

2018 var et rigtig godt haveår for mig. Der skete så mange gode ting og jeg mødte så mange fantastiske mennesker. 


Haveåret startede med nogle ret store projekter, hvor allén blev til, et stor nyt staudebed, erstattede noget krat, og der blev lavet flere opgraderinger rundt omkring i haven.



I starten af året, hvor frosten slog til i et par uger, blev der malet vægge i flere rum. Festlokalet, de 2 gæsteværelser, 2 badeværelser, soveværelset og gangen fik en omgang. Ekstra bonus ved at male, er at jeg så får ryddet ekstra godt op, sorteret, gjort rent, vasket gardiner og forhæng.



Foråret var kort og varmt, så forårsblomsterne blomstrede ret hurtigt af. Men hvor var det dejligt med sol og varme ovenpå vinteren.
Haven var åben fra 1 maj til 21 okt.



Sidst på foråret var jeg på inspirationstur til Sverige, med nogle fantastiske dejlige bloggere og Instagrammere. Den tur gav mig så meget inspiration, glæde og energi.



Vi havde den længste, varmeste og tørreste sommer, jeg kan huske. Den var dejlig, men også hård. At have en besøgshave i sådan et vejr, er virkelig hårdt arbejde. Der blev vandet og vandet, så alt overlevede og haven var så frisk og frodig som det kunne lade sig gøre. Mange planter kunne godt lide varmen, og kvitterede med ekstra mange blomster, hvilket var en stor glæde.

Jeg kan aldrig huske vi har grillet så meget en sommer.



Sidst på sommeren blev det høst, Hr. Pedersen havde passet sine marker godt med vand, så høsten var god.



Køkkenhaven bugnede som aldrig før.

Det blev sensommer og havens stilleben fik en opgradering.


Lysaftner i midten af september. 


Det blev efterår, med de smukkeste høstfarver. Bedene blev gjort rene og kanterne taget af for sidste gang. Jeg var på nogle kurser i online markedsføring. Havemøblerne kom ind og blev gjort forårsklar. Sidst i oktober begyndte jeg at øve mig i at holde lidt fri.


Vi nød at holde fri sammen i weekenderne, og var ude at opleve jul andre steder end herhjemme. Noget vi har savnet i de år hvor vi har haft åben julehave. Her fra LoPes pop up julebutik på Nørre Vosborg.

Der skete meget, meget mere, det er umuligt at få det hele med. 
Et dejligt haveår er slut, og et nyt begyndt.

onsdag den 2. januar 2019

Julestjerner i udestuen.

Udestuen har denne jul været prydet af julestjerner i de smukkeste farver. Der er kommet så mange fine nye farver, så der er noget for enhver smag. Egentlig ville jeg have bragt indlægget i starten af december, men der manglede skrivelysten, pga. min svigermors begravelse.

Sart babylyserød, er en klar favorit.


Jeg synes de sart lyserøde er så smukke sammen med de gråløvede planter.


Rødlige med lys midte på bladene. Gik rigtig godt sammen med sukkerstokke og gamle Green Gate kopper som skjulere.


Hvid/sart limegrøn er nu også meget smuk, sammen med grønne nuancer. Udsmyknings pigstenen med guldsmed var den jeg købte af Helle Nørby sidste vinter.


På bordet mange mini julestjerner i forskellige nuancer.

 D. 12 december er det julestjernens dag, tænk at en blomst har sin egen dag, ligesom æblets dag.



Udestuen var et af de rum i haven, der blev kræset lidt ekstra for i år, da det ligger udenfor vores spisestue, så vi har stor glæde af at kigge derud. Juletræerne over bordet er klippet ud af gamle kobberplader.


Konsol trellebordet er mit yndlingsstilleben i udestuen. Det er så nemt at pynte op efter årstid, uden af skifte det hele ud.

Denne smukke laksefarvede er jeg også ret vild med. Men egentlig synes jeg at alle farverne klæder hinanden.



Julestjernerne har nu takket af, og vinterblomsterne er så småt ved at flytte ind.

tirsdag den 1. januar 2019

Decemberstatus.

December er gået, med sorg og begravelse, men den bød også på rigtig mange glæder. Vi har ikke haft åben julehave i år, så der har været meget mere tid til at være sammen med vores kære, komme ud og opleve, blive inspireret, nyde og bare være til.


Selv om vi ikke har haft åben julehave, blev der alligevel pyntet lidt op rundt omkring. Ikke helt så mange lyskæder som tidligere, men nok til at give lys i mørket, og en dejlig stemning af jul.

Alma og Merle hjalp med at pynte op ved legehusene.


Ænderne bidragede til julestemningen, inden nogle af andrikkerne blev slagtet. Der var for mange andrikker til de 2 hunner. Nu har vi de 2 hunner og en enkelt andrik tilbage. Den ene hun har lagt sig til at ruge, det er spændende om der kommer ællinger midt på vinteren.


Jeg har været på juleture med Hr. Pedersen, både til Århus med overnatning, besøg i Tivoli Friheden og Den gamle by. Samt små søndagsture her i nærheden. Julekoncert med Stig Rosssen lige inden jul, som efterhånden er blevet en tradition.

En heldagstur med min mor, hvor vi besøgte min moster i Randeres, hvor vi blev i julestemning på Nielstrup Museum, hvor temaet i år var bardommens jul. Meget fint og gennemført. Vi fik frokost på Memphis Mansion, hvor det danske Elvis Museum ligger. Vi så genbrugsbutikker og blomster, og til aften var vi bare trætte og mætte af indtryk, vi havde haft en rigtig dejlig dag sammen, alle 3.


Vi har været til julehygge i børnehaven.



Juleafslutning i kirken, hvor Merle var med i luciaoptoget. Morbror Thomas spurgte hende hvorfor hun dog havde gået bagerst, dertil svarede Merle, fordi jeg er højest, har det længste hår, og flest tænder (nye). Merle skal starte i skole til sommer.


Pigerne hjalp med at pynte juletræ i køkkenet.


Julemandens værksted blev også i år besøgt af julemanden, endda flere gange observerede pigerne at han havde været der. Og tænk engang, lillejuleaften da de havde været ovre med risengrøden til ham, opdagede vi at der var noget der rørte sig derovre. På med overtøjet, og ind ad vinduet kunne man både se og høre selveste julemanden sidde og snorksove ved bordet. Han var mæt af risengrøden. 


Pigerne turde ikke banke på døren, så det måtte bedstemoren gøre, det vækkede ham, og han sagde HO HO kom bare ind. Her svigtede modet igen pigerne, og bedstemoren blev puffet først ind af døren. Pigerne havde store øjne, og øjeblikket var næsten magisk.


Julemanden var virkelig rar, han takkede for grøden, og så havde han gaver til pigerne. Lille Flora var dog ikke helt tryg ved julemanden.


Så blev det juleaften. Kalenderlyset var brændt ned, og de 4 lys i advendtskransen tændte. Den smukke julebuket fra Hr. Pedersen kom på julebordet.


Juleaften blev fejret herhjemme, med vores søn, yngste datter og hendes mand og lille frøken Flora. Merle, Alma og deres forældre fejrede juleaften hos pigerens farmor og farfar.

Lille frøken Flora blev 1 år d. 25 november. Efter fødselsdags og advendtsgaver har hun nu helt styr på at pakke gaver ud. Hun startede med et par stykker om eftermiddagen.

Hun er en rigtig lille charmetrold med narrestreger i de store brune øjne og krudt i rumpen.


Juledagene blev brugt på afslapning, hygge og samvær med familien. Ligesom en jul skal være for os.

Håber i alle har haft en december og jul, lige efter jeres hjerter.

1000 tak for alle de smukke ord og varme tanker i forbindelse med at vi mistede min svigermor Bodil. Det er svært at miste, men hun er i vores hjerter.