Overnatning / Glamping

lørdag den 24. februar 2018

Nyt fra højbeds køkkenhaven.

Selv om det er vinter og der loves meget frost de næste uger, har det ikke afholdt mig fra at give højbedene en omgang med riven. De sidste rødbeder blev taget op. De planter som ikke kom op i efteråret, mest sommerblomster, er blevet fjernet nu.

Gangene med flis imellem højbedene blev revet og flere trillebører med blade blev kørt ud på marken. Sjovt som bladene har det med at samle sig i nogle af gangene. Der var ellers så fint da der blev ryddet op i efteråret. Nu er det ganske fint igen.


Hvidløgene som blev sat i efteråret er på vej op, om det er godt eller skidt ved jeg ikke, nu hvor der ser ud til at komme en del frost. Men jeg kan jo altid lægge noget over.


Blåbærbuskene som jeg plantede sidste forår, har store knopper. Det bliver spændende hvor mange blåbær der vil komme til sommer.


Vejret var så mildt og helt forårsagtigt. Jeg er spændt på hvor koldt det bliver, og hvor længe det vil vare.

Alle vores højbede er lavet i jernplader, med sneglekanter. De er lavet af den lokale smed. Tidlige var alle vores højbede i træ, men efterhånden som de rødnede, er de blevet skiftet ud.


Jeg lavede en lille videostrimmel, du kan se herunder.


                                            

Det pyntede helt vildt på højbeds køkkenhaven, nu ser det fint og ordentligt ud. Når vejret bliver mildt og forårsagtigt igen, er bedene klar til at så de første afgrøder i. Jeg behøver vel ikke at fortælle at jeg glæder mig. Tror ikke jeg er den eneste.

I forrige indlæg fortalte jeg om at den buket jeg lavede da jeg var til en event hos Flowr.dk var blevet nomineret til at blive den nye Flowr buket, som skal sættes i produktion. Min buket vandt ikke, men blev nr. 2, hvilket da også er rigtig flot.


Min blog er blevet nomineret i en blogAward hos Sparpedia.dk. Har du lyst at stemme på min blog, eller en af de andre nominerede, kan du gøre det HER, der er 4 dage tilbage at stemme i.
Jeg vil selvfølgelig blive vildt glad for din stemme, hvis du synes jeg skal have den.

torsdag den 22. februar 2018

Min buket i finalen.

Min buket fik så mange stemmer i går, at den er kommet med i finalen om at blive den nye Flowr buket. Jeg vil blive meget glad, hvis du har lyst, og giver dig tid til at stemme HER
Du deltager så selv i konkurrencen om at vinde en smuk Flowr buket.



Min buket er bundet i blide forårspastel farver.


1000 tak til jer der har stemt.

onsdag den 21. februar 2018

Hjemmebygget trellebord med forårsstemning, et godt møbel til haven.

Trellebordet som vi har lavet af brugte murertreller er et af mine yndlings havemøbler. Det er genialt til at give oplevelsen af beboelse ude i haven. Et rum i haven, der er møbleret som en stue. Her er det i udestuen. Året rundt er der ting og planter på trellebordet, ting der skaber stemning, og planter der understreger årstiden.

Udestuen kunne ligeså godt have været et almindeligt drivhus, det ligner ret meget.


Levende lys i en ældre lysekrone, kan tændes uanset hvordan vejret arter sig udenfor. De levende lys hygger og luner.


Forårsløgene vidner om den årstid der står for døren.


Juleroserne har stået på trellebordet siden slutningen af oktober, og var en del af julehaven. De er stadig smukke, og skal plantes ud i haven senere.


Pletter i luften, her varianten engle i luften står sammen med corokia hele året, begge tåler lidt frost.


Tilsammen et fint stilleben.


Set på afstand virker trellebordet som en skænk i den pæne stue. Herude i udestuen er det dog lang mere rustikt. 

Længden på bordet er en hel murertrelle, men der kan saves af, hvis der en mindre plads. Murertreller er nemme at arbejde med, og forvandle til havemøbler. De fås brugt, men kan være lidt svære at finde, men se på Den blå avis og andre steder, hvor der handles med brugte ting.


Vil du se mere fra udestuen, så se HER

Jeg er så glad for trellebordet, at vi har lavet 2 mere, som står andre steder i vores have. Der står et ved en skurvogn, som du kan se HER
Samt et mere på en overdækket terrasse, det kan du se HER

Stem på min buket.

Den buket som jeg bandt, da jeg var til en event hos Flowr.dk er nu med i konkurrencen om at blive den nye Flowr buket. Det kræver stemmer, så synes du min buket er den smukkeste kan du stemme HER, der står hvordan man gør. 
Det ville da være en stor ære, om min buket vandt. Deltager du i konkurrencen, har du chancen for at vinde en smuk buket.



mandag den 19. februar 2018

Alt om Floras barnedåb.

En dejlig mindeværdig dag er slut, Flora er blevet døbt i Nees kirke. Den samme kirke som hendes mor blev døbt i. 


Dåbsbarnets buket, på klæde med initialerne for Nees Kirke. Dåbsbuketten er bundet af resterne fra bordpynten.


Den gamle dåbskjole som min mor syede til mig. Alle hendes 3 børn og 5 børnebørn og nu 3 oldebørn er døbt deri. Det eneste navn min mor ikke har broderet derpå er Signes, for det var hemmeligt, så det måtte jeg selv kæmpe med, for traditionen er at navnet skal broderes på inden dåben. Siden er der ikke nogen der har valgt at holde navnet hemmeligt.


Floras navn broderet sammen med dåbsdatoen.


Den unge gudmor (Floras kusine), er Floras far gudfar til. Hun var så stolt.


 De stolte forældre, og en ikke helt tilfreds Flora.
En tradition i Nees kirke er at der tændes et lys i en stage for dåbsbarnet, som familien får med hjem, så kan lyset tændes på barnets fødselsdage.


De stolte bedsteforældre. Vores 3. barnebarn, alle prinsesser.


Efter dåben var der brunch. Du kan se festlokalet HER

Senere var der kaffe/kage/dessertbord.
Der var Islandske lagkager med hindbær.
Chokoladekage med brun glasur og masser af chokolade og jordbær.
Brownies fra brunchen, som slagteren havde leveret.
Spangsberg flødeboller og påskeæg. Floras mor er kørende sælger ved Spangsberg.

En hyggelig dag med glade gæster, der nød hinandens selskab. Hele 4 barnevogne var der på gårdspladsen, alle babyer sov sødt i den friske luft, og fuglekvidder. De 7 store piger legede på legepladsen, og de voksne snakkede, de store fætre spillede kort med den ene oldemor. Alle blev mætte, og vi var alle trætte da dagen var omme, nøjagtig som sådan en dag skal være.

Blomsterne fra bordene blev i dag bundet til en buket, som Flora og hendes mor satte på Floras farmors grav. Egentlig ville de unge forældre rigtig gerne have hold dåben i den kirke hvor farmor er begravet ved, men den er lukket pga restaurering.


lørdag den 17. februar 2018

Barnedåb, bordækning, klar til i morgen.

I morgen skal lille Flora døbes. Festen skal holdes i vores festlokale, så i dag er bordene blevet dækket og pyntet. Floras forældre kom med alt vi skulle bruge, og så hjalp vi hinanden.


Blomsterne blev arrangeret i forskellige glasvaser. 


Vaserne står på træplader, savet ud af en træstamme her fra haven.


Bordkortene er små poser fyldt med mini skumfiduser, navnet er skrevet på en gammeldags dymo. Småblomstrede servietter fra Søstrene Grene.


Fine papirsuro fra Søstrene Grene.


Det er dejligt med et stort lokale, hvor der er plads til mange. Det er vores garage der er blevet opgraderet til festlokale.


Imens bordene blev dækket og pyntet, sov lille Flora en dejlig lang lur i bedstes gamle barnevogn.


Garagen lavede vi, da Floras mor Matilde blev født, så hendes barnedåbsfest er holdt i samme lokale. Dåbskjolen er også den samme. Flora skal også døbes i den samme kirke. Faktisk lidt sjovt at tænke på.

Har du lyst at se billeder fra dåbsdagen, kan du se dem HER


Sidst der blev holdt dåbsfest i vores festlokale, var da Merle blev døbt. Du kan se hvordan bordene var pyntet dengang HER



fredag den 16. februar 2018

Stor forandring, ny allè er kommet frem.

Vores have har nu 32 år på bagen, i hvert fald den ældste del. Den yngste del er det nu 24 år siden vi plantede til. Vi har i mange år stammet op og tyndet ud. Der er plantet under med stauder og andet.
I de sidste par uger er det det 24 år gamle læhegn mod øst, der har stået for tur. Alle gran og egetræer er stammet op. Det har givet så meget lys og luft, og tænk der er opstået den fineste allè.

En lang lige allè, hvor man kan gå tur ned igennem, under trækronerne, men hinanden i hånden. Med udsigt til marken på den ene side, og haven til den anden.
Mod marksiden er der planer om at plante en lang bøgehæk. Mod havesiden skal der plantes noget der varierer i højden, så man nogle steder kan kigge ind i haven og andre steder på noget buskagtigt. Jeg ved ikke helt endnu hvilke planter der skal plantes, men det finder jeg nok ud af. Jeg har nogle billeder i hovedet, som jeg forestiller mig at det kan komme til at se ud.



Faktisk startede vi i efteråret, med at stamme de første grantræer op, grenene blev brugt i julehaven.



Det gav lys, luft og plads.


Den gamle hæk af paradisæbler har lidt gevaldigt over de dårlige lysforhold, den lave hæk der er lige foran grantræerne. Den skal nu fjernes, og jeg har planer om at der skal plantes skyggetålene buske og stauder istedet. I baggrunden allerbagerst er en række energipil, de er nu gravet op, og skal erstattes af en bøgehæk.


Læhegnet er langt, der hvor det ser ud til at græsset stopper, er der bare et bed der går ud fra læhegnet, der er ligesåmeget på den anden side af bedet.


Et rigtigt spændende projekt.


Når vi fælder, eller beskærer træer og buske i haven, bliver alle grene og stammer lavet til flis. Der skal være flis at gå på i allèn. Flisen bruges også nogle steder til at dække jorden, især ved nyplantede træer og buske, samt imellem højbedene i køkkenhaven. Det holder på fugten, begrænser ukrudtet  og så bliver det til den dejligste muld med tiden.

torsdag den 15. februar 2018

Soveværelset fornyet.

 Vores soveværelse har nu fået en makeover. Væggen bag sengen er repareret, og står nu i en lys grå, rustik puds. Egentlig skulle den males, men vi er så glade for det nye look, så det bliver den ikke.

 Den gamle ramme fra vandsengen er væk, og madrasserne har fået ben under. De runde natborde, som egentlig bare var et par gamle skamler, med en rund plade, dug og glasplade, er erstattet med nogle nye brugte fra genbrugsbutikken.

En forandring der er til at få øje på. Herunder det gamle soveværelse.

Du kan se resten af det gamle soveværelse HER


Jeg fandt det nye sengegærde hos Ellos. Det smukke sengetæppe fik vi af mine forældre, da vi havde sølvbryllup. Min mor har syet det som et patchworktæppe, med hør og genbrugsbroderier. Nogle af broderierne har min mormor syet. Sengetæpper er desuden et stamtræ, for alle familiens navne er broderet ind i kanten, hvidt på hvidt, meget diskret og fint. En helt speciel gave som vi er meget glade for. Sengetæppet var syet til den gamle seng, men fungerer fint uden sengerammen. Jeg har købt en sengekappe i hør, den dækker benene på sengen, og passer flot til sengetæppet, og gør at sengetæppet ikke ser stumpet ud.

Den grønne barneseng blev, for den skal Alma sove i længe endnu, og når hun bliver for stor til den, må lille Flora overtage den. Det er rart med en seng der altid er klar, når børnebørnene skal overnatte eller bare have en middagslur, når de er på besøg.


Der er kommet mange grønne planter ind i det "nye" soveværelse. Jeg synes det giver en rigtig god stemning. Alle planter er luftrensende og bidrager til et godt indeklima. Vi sover med både terrassedør og vindue på klem hele året, så vi får nu masser af frisk luft om natten, men dejligt ser det ud med alt det grønne.




Den lille grønne seng har fået et grønstribet sengetæppe. Det var et tæppe fra Ib Laursen jeg havde liggende på loftet. De gamle gardiner er vasket og strøget, de er syet af prikket mol, er over 20 år gamle og stadig fine. De er også syet af min mor.


De nye natborde er ludbehandlede natborde med kuglefødder fra genbrugsbutikken. De har fået skruet kuglefødderne af, er blevet spraymalet lysegrå, og har fået nye greb på. Vi har hængt dem op på væggen. Jeg synes det ser lidt lettere ud, og er praktisk når der skal støvsuges.


Nye natlamper måtte der også til, fandt disse i Netto. Den lille fugl på Johns natbord er fra Wildlife Garden.


Vi er så glade for vores næsten nye soveværelse. Selv om det ikke er de helt store forandringer, gør de en kæmpe forskel.

Jeg stornyder i den grad at forandre, male og indrette. Nu er det vinter og der er flere rum i huset der godt kunne trænge til en kærlig hånd. 

onsdag den 14. februar 2018

Nomineret til Haveblog Award

Jeg er blevet nomineret til Haveblog Award 2017, sammen med flere andre danske havebloggere. Det er Sparpedia der har arrangeret konkurrencen.

Billedet er fra konkurrencen.


Du kan stemme på den blogger du har lyst til lige HER , samt læse mere om Haveblog Awarden. Der kan stemmes indtil d. 1 marts 2018.


Spændende.

tirsdag den 13. februar 2018

Vores soveværelse, inden forvandlingen.

Vores soveværelse har set cirka sådan her ud de sidste godt 20 år, med enkelte forandringer. Den lille grønne barneseng kom til da Merle blev født, nu er det Alma der sover i den, når pigerne overnatter. Merle har så en madras på gulvet ved siden af bedstemor.
Rummet med den buede åbning er ind til er vores påklædningsrum, med skabe og vasketøjssortering.


Vores seng er 30 år gammel, og er født som vandseng. Men for nogle år siden vågnede John en nat og troede han havde tisset i sengen, men da han satte fødderne ud på gulvet var der også vådt. Vandmadrassen var gået itu, så den blev skiftet ud med almindelige madrasser, som lige kunne gå ned i sengerammen.

I hjørnet står min brudekjole på en gine. Brudekjolen er nu vasket og pakket væk for en tid. 



Merle prøver bedstemors gamle brudekjole, nu hvor den er kommet af ginen.


Soveværelset trænger til en opdatering. Væggen som sengen står op ad, skaller, da det er en gammel og tidligere kalket væg, fra dengang der var kalvestald. Den skal repareres. Det kommer der mere om senere, når hele soveværelset har fået en makeover inspireret af  ideer jeg har samlet i et stykke tid. Det bliver så godt.

Tiden er inde til forandring.