Overnatning / Glamping

søndag den 15. december 2019

DIY Kranse og skåle i limteknik.

Jeg har fået afprøvet en teknik med at lave kranse og fade i naturmaterialer, der limes sammen. Det er sjovt og nemt.


Her har jeg har brugt flis og bog. Vi har også prøvet med hø, ellekogler og korn.


Sådan gør du :

Find en randform, eller en skål som du vil bruge, og for den med vitavrap, eller en tynd plastikpose.

Saml det materiale du vil bruge. 

Hæld en ordentlig slat udendørs trælim i en spand, og tilsæt en smule vand, så limen bliver lidt fortyndet, rør godt rundt.

Derefter hælder du dit indsamlede materiale ned i spanden og rører godt rundt og rundt, der skal lim på alle flader af det du har hældt i spanden. Du kan evt. tage engangshandsker på og bruge hænderne. Pas på ikke at bruge mere lim end højst nødvendigt, da det overskydende vil løbe ned og lægge sig i bunden af formen.

Så hælder du det limdækkede materiale op i din form, trykker det lidt sammen, er det en skål, så lav en fordybning i midten, og så skal det bare stå og tørre. Står det varm kan du tage det ud af formen dagen efter, og så skal det lige stå med bunden i vejret og gennemtørre et par dage. Værktøjet rengøres med vand.

Så er der kun tilbage at pynte kransen, eller skålen.

Det kan sagtens være udendørs, bare det står/hænger under tag. Står det under åben himmel vil limen opløses ( har prøvet det )


Jeg er vild med det rustikke udtryk som flisen giver.

Her er det bog fra bøgetræerne, ved hønsehuset der er brugt. De grålige bær er en tørret daddelranke.


God fornøjelse. Hvis du har fået lyst at prøve.


5 kommentarer:

  1. Sjov teknik. Lyder som om der er rigtig mange muligheder med den :-)

    SvarSlet
  2. Ih, har du prøvet. Jeg læste om det for et stykke tid siden og tænkte, at det burde jeg prøve. Du, med din energi, får det naturligvis gjort... Og hvor er det smukke resultater, du har kreeret.
    Lisbeth

    SvarSlet
  3. Hej Anette. Det ser vel nok flot ud , det er samme teknik som jeg havde på blogge i 2016, men fremover skal den anvendes noget mere.har allerede ideer til forårsting men teknikken. Det er dekorationer som vi kan lide dem naturmaterialer og billigt. Hygge herfra

    SvarSlet
  4. Hej Anette.
    Jeg har været glad for dine sidste to blogindlæg. Jeg beundrer dig for dit overskud. Du får det hele til at lyde så nemt, altså alle juleforberedelserne og så også lige nogle rekreative ting så som et lille flodkrydstogt!Godt gået!
    Med hensyn til den limteknik, som du har givet mig lyst til at afprøve, så har jeg lidt brug for at få blandningsforholdet mellem lim og vand at vide. Men det behøver måske ikke at være så nøjagtigt. Du behøver ikke at svare inden jul, da det nok først bliver hen i januar, at jeg får tid til at prøve teknikken.
    Hermed et ønske om en rigtig glædelig jul til dig og dine kære. Godt nytår og tak for inspiration i året, som snart er gået.
    Venlig hilsen
    Bodil.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det behøver ikke være så nøjagtigt, bare så limen ikke er alt for tyk, for så er den svær at fordele. Den må heller ikke blive for tynd, så rør en lille smule vand i af gangen. God fornøjelse. Kærlig hilsen Anette

      Slet