Overnatning / Glamping

tirsdag den 30. april 2013

Udebad og spændende højbede.


Stylisten Bodil Forsberg, kom jeg til at kende, da jeg var på buketkursus. Jeg havde lejet et værelse hos Bodil. Hun udlejer nogle rigtig dejlige værelser. Det fornægter sig ikke at hun er indretningsstylist. Lige et sted for mig.
Mens jeg boede hos Bodil, faldt vi i snak, jeg skulle bruge netadgang så jeg kunne blogge. Det var Bodil meget intresseret i, hun ønskede sig en blog. Så vi hyggede os nogle timer, med at lave en blog der hed Bodil-Stylisten.



Og hvilken blog, den er helt fantastisk spændende, der er alt fra bolig og haveindretning, madopskrifter til gode ideer. Bodil er en super dygtig fotograf, hvilket tydeligt ses på de flotte billeder hun bruger i sine indlæg. Jeg synes i skulle kigge forbi hendes blog, der er meget inspiration at hente.
Det lækreste udebad, og flere forskellige løsninger på flotte og funktionelle højbede. Bla. i granit, zink og pallerammer.
Billederne har jeg lånt fra Bodils blog.

mandag den 29. april 2013

Blomster og duft i drivhuset.











Det spirer og gror i drivhuset, så det er en fornøjelse. At der deslige er en vidunderlig duft, fuldender oplevelsen af forårslykke. 
Det ene drivhus har jeg brugt til vinteropbevaring af krukkeplanter, og det er dem der nu viser sig fra deres bedste side. De kunne sagtens klare sig udendørs nu, men glæden over den tidlige blomstring er stor. Hostaerne får et godt forspring, af de milde og lune temperaturer. Det er gule primulaer, der dufter mest, og rigtig dejligt. Jeg fik dem i efteråret af en haveveninde fra haveforeningen. Jeg har været spændt på hvordan de så ud, og de er langt finere end jeg havde troet. Den lille lilla er som et lille smykke.
De små forgemmigej er selvsåede, med det bliver glæden jo ikke mindre af. Mange af dem der var i haven er døde i den kolde vinter.
Klematisen har stået i sin krukke i flere år, og klarer sig fint der. Den kommer udendørs senere, sammen med alle de andre planter, når drivhuset skal bruges til tomater og andet.
Og så lige året første mælkebøtte, den er da fin. Min mand siger godt nok, at dem får jeg sikkert rigelig af, og det har han ret i, selv om jeg godt nok graver mange op :-)

søndag den 28. april 2013

Blomster i skurvognen.












At jeg elsker at omgive mig med blomster, både ude og inde, er vist ingen hemmelighed. Skurvognen bliver heller ikke forbigået, jeg nyder virkelig at gå og binde små buketter, til kander og vaser.  At der nu er rigeligt med blomster i haven, er en stor glæde for mig. Buketterne på hylden er lavet af resterne af en ældre buket, som har stået i lysthuset, i et par uger, og så var der stadig nogle få fine tilbage. Buketten i den lysegule kande, er lavet af forskellige påskeliljer, tulipaner, hyacinter, buksbom og grene af hassel. 
I vinduerne er der potteplanter, dronning Ingrid pelargonier, en duftgeranium og pletter i luften.
Der er kommet voksdug med prikker overpå hørdugen. Vi spiser ofte derude, og så er det nemt lige at kunne tørre bordet af.
I vinduet med pletter i luften, er kommet en gammel Heiberglampe. Min mor har syet lampeskærmen af et viskestykke og gengrugt et gammelt stativ. Den er blevet så fin.



lørdag den 27. april 2013

Vibeæg og hvide tulipaner.





Så er det tid for vibeæg. De er lige startet på blomstringen her hos mig. Jeg elsker vibeæg, med de ternede blomster. At de kan lide at bo i min have, kan man godt se, de selvsår sig ganske flittigt. Flere steder er der vibeægs tæpper :-) 
Hvis man ønsker sig sådanne tæpper, er skovbund og håndlugning vejen til mange vibeæg :-)
Tulipanerne i den hvide have, er også lige sprunget ud. Det er andet år de blomstrer, og se ganske fine ud.
Vi har det smukkeste solskin i dag, men uh... hvor er det koldt. Godt jeg ikke har gemt skitøjet væk endnu. 

fredag den 26. april 2013

Peberbusken blomstrer.




Den dejligste duft breder sig i den del af haven, hvor peberbusken står. Den blomstrer helt overdådigt lige for tiden, og giver farve foran bøgehækken. At den af og til sår sig selv, er et ekstra pluds. Så kan man altid glæde en haveven med et lille eksemplar.
I vinters tog jeg grene af den ind, og tog forskud på glæderne, men der er intet der slår det, som når den står i fuld blomst i haven :-)
God St. bededag til jer alle. Min skal bruges i haven :-)

torsdag den 25. april 2013

Blå tæpper.




Flere steder i min have er der ved at være blå blomstertæpper. Jeg bemærkede første gang de små blå blomster i mine svigerforældres have, da jeg var 14 år. Under de store gamle bøgetræer, var der hver forår, et kæmpe blåt tæppe, af de yndigste blomster.
Det er derfra mine små blå klokkeformede blomster stammer. Jeg har delt, og de sår sig villigt, så tæpperne vokser år efter år.

onsdag den 24. april 2013

Gammel dobbelt gul påskelilje.


Denne gamle dobbelte gule påskelilje, som jeg har i min have, har en sød historie med sig.
Da jeg var helt ung, lærte jeg en ældre ungkarl at kende, gennem mine svigerforældre. De var naboer på landet og hjalp af og til hinanden. Ungkarlen hed Ove i Grenholm. Han var i mine øjne en lidt spøjs mand, men meget rar. Han elskede dyr, specielt kan jeg huske at efter han havde sat køerne ud, fik rigtig mange høns. De gik overalt i de gamle stalde, mellem spændende ting og sager, som ikke helt hørte hjemme der.
Da min mand og jeg flyttede ud på vores lille gård, kom han af og til og så hvordan her stod til. Han ville gerne se min have. Han have ikke selv have på sin gård.
Et år kom han med en sort sæk til mig. Der var påskeliljeløg i som han havde gravet op hjemme hos sig selv, der hvor hans mor engang havde haft have. Dem skulle jeg have.
Siden kom han hvert forår og så påskeliljerne i blomst, indtil han døde.
Hvert år når de dobbelte påskeliljer blomster, sender jeg Ove i Grenholm en venlig tanke.

Gunneratelt i haven.





Jeg har lavet dette simple telt i haven, til min gunnera. Det beskytter mod let nattefrost og giver lunere temperaturer om dagen. 
Den har det rigtig godt, der under det primitive telt. Teltet er lavet af et jernskelet, som bare er nogle lange runde stukker jern, som er stukket i jorden, og danner buen. Som teltdug er brugt et stort stykke armeret plastik. Plasten holdes på plads af nogle brugte terassefliser rundt i kanten. 
Jernstativet bliver stående året rundt, det bliver helt væk, når gunneraen vokser op.
Det er ikke den kønneste installation i haven, men kun midlertidig, den står nede midt i haven, så den kan kun lige skimtes fra husets vinduer.
Synes der er lidt eventyrstemning over den spirende gunnera :-)


tirsdag den 23. april 2013

Min grøftekant blomstrer.





For enden af haven mod syd, er en lille grøft med bro over til marken på den anden side. På kanten har jeg for mange år siden plantet disse hestehov. Jeg tog dem på en mark, hvor de havde bredt sig ud i, der var pløjet og så lagde de der, halvejs ovenpå jorden. Det var et sted jeg som barn kørte forbi med skolebussen, og jeg havde altid syntes at de var så smukke, og var fascineret over de store blade der kom efter blomsterne. Herhjemme på min egen grøftekant breder de sig langsomt, og bliver flottere for hvert år der går. 

mandag den 22. april 2013

Altankasseblomster.




Der er kommet forår i den lille altankasse på legehuset. Blå perlehyacinter og blå forglemmigej. En sød og forårsfrisk kombination, som jeg nyder. 

søndag den 21. april 2013

Berusende liljeduft.



Der har det sidste stykke tid, været den mest berusende dejlige liljeduft i udestuen. Et par lyserøde liljer, har på en meget  charmerende måde lokket med duft og farve. Uhm.......
Når de er afblomstret plantes de ud i et af havens bede. De er i øvrigt indkøbt i Bilka. 
Havde her det skønneste vejr i går, og det ser ud til at blive lige så godt i dag.  
Så god havedag til jer alle :-)

lørdag den 20. april 2013

Del del del.




At dele nogle sine forårsløg er meget tilfredsstillende, en billig fornøjelse og mange års glæde fremover. Det er noget jeg har gjort hvert eneste forår, siden jeg som 19 årig fik min have. Det kan også ses i haven. Der er de fineste tæpper af forskellige løgvækster overalt, næsten. Der hvor der ikke er, kommer der ad åre. 
I år har jeg bla. plantet krokus ud i et bed på gårdspladsen og foran skurvognen. Jeg graver nogle tætte klumper op, skiller alle løgene fra hinanden, og sætter dem enkeltvis på nye steder. Det er bedst for mig at gøre det imens de blomstrer, for så kan jeg se farven og de kan sagtene tåle det. Når først de er afblomstret glemmer jeg alt om at dele.
Rigtig god weekend, den ser ud til at blive fantastisk flot, med masser af sol.

fredag den 19. april 2013

Sæbe og soda.


Disse to skønne gamle sæbe og soda vægophæng, har jeg lige fået at en af de piger jeg dyrker callanetic med. Hun ved at jeg elsker gamle ting, og det er før sket at hun, eller hendes mand, har reddet et dejligt fund fra containeren. 
Jeg har sat hvide tusindfryd i, synes at de klæder den røde emalje. Der er lidt dannebro over det. Lige til at få smilet frem på læben af :-)

torsdag den 18. april 2013

Velkommen i kornskuret.







Dette skur er egentlig min mands. Han bruger det 1 måned om året, hvor han tørrer korn. Så står varmekanonen derinde. Når han er færdig med at tørre korn, sætter han varmekanonen ind i stalden. Så står skuret TOMT. Det er jo det rene spild, så jeg låner det resten af året.
Skuret er indrettet så vi kan spise og drikke kaffe der. Havemøblerne kan nemt rykkes udenfor. Skuret er ved siden af soveskuret, på den gamle møddingsplads. Det er ofte heromme vi drikker morgenkaffe om sommeren, da her er morgensol. Møddingspladsen er så stor, at der er sol det meste af dagen. 
Mine 3 skure, potteskuret, soveskuret og kornskuret, er alle lavet op af en væg. De ligge alle 3 på den gamle møddingsplads. De er lavet efter samme princip, brædder på siderne, genbrugsvinduer og genbrugstag. Det er forholdsvis billige bygninger, der forlænger den danske sommer. At de er lavet i simple materialer, gør ikke noget, da det er indretningen, der betyder noget. Havde de samme skure været fyldt op med rod og ragelse, havde de virkelig lignet det de i virkeligheden er, nemlig simple skure.
Så hvis man ønsker sig noget overdækket i sin have, og det ikke skal være en stor fin overdækket terrasse, er et skur en fin løsning.