Overnatning / Glamping

onsdag den 10. september 2025

Mine bedste tips til en magisk lysaften.

 Jeg holder hvert år i september 3 lysaftner i min have. 

3 aftner hvor jeg tænder næsten 500 levende lys. Det er både magisk og eventyrligt i den blå time, og noget jeg elsker. Jeg er ikke den eneste der er vild med disse aftner, for de er hvert år fint besøgt, når jeg afholder dem.



Har du lyst af holde din egen lysaften, får du her mine bedste tips.


Saml alle dine lanterner, lysglas og stager. Det gør ikke noget at lanternerne er gamle og rustne, så længe du bare pudser glassene. Der kan suppleres med lyskæder, der hvor der er mørkest i haven.


Gør rent i din have, terrasser, drivhus og overdækninger. Puds alt glas, det vil sige lanterner, lysglas, vinduesruder og glaspynt Feks gamle vinballoner og sifonflasker.

Ryd op i krukkerne med planter, som ikke længere er pæne, det gør ikke noget der er færre krukker end vanligt, da der skal være plads til lanternerne og lys.


Nyvasket drivhus, der vil funkle, når de levende lys tændes inde i det.


Find lys frem eller indkøb lys. Jeg synes det er smukkest med hvide lys, da det ser så rent og indbydende ud. Genbruger du gamle advendtlys, så skrab nisser og tal af.


Brug lys der passer i dimensioner til glas og lanterner, da du får for lidt glæde af fyrfadslys i store lanterner, de lyser simpelthen ikke nok op.


Placer lanternerne, så de står smukt i haven, alt under åben himmel skal helst være i en lukket lanterne, så lysene ikke går ud, hvis det blæser eller der kommer en byge. Er vejret helt vindstille kan du også bruge lysglas under åben himmel. Kniber det med glas, så brug vandglas eller ølglas, de kan fint gøres rene igen, hvis der skulle komme lidt sterin ud i glasset.



På overdækkede terrasser, i skure og drivhuse kan bruges stager og lysglas.


Inviter de gæster du har lyst at dele en magisk aften med. Gæsterne kan enten selv medbringe en kurv med mad/drikke, eller du kan forkæle dem med lige det du har lyst til.



Før gæsterne kommer, pynt lidt op med græskar, æbler og blomster.

Stil borde, stole og bænke klar.

Hvis gæsterne ikke selv har mad med, så gør det klar.

Tænd op i bålfadet, hvis du har sådan et.

Tænd alle de levende lys.

God fornøjelse.


Og hvis du sidder og tænker, sikke et stort arbejde for en aften, så husk på, at det er til glæde længe efter, at der er ryddet op og gjort pænt. 


Stemningsbilleder







onsdag den 20. august 2025

Betonkursus for begyndere.

Vælg mellem

D.13 september 2025 kl 9-12.
D. 20 september 2025 kl 9-12.
Her vil man lære om beton, konsistens, forskellige typer af forme og støbeteknikker. Der vil være masser af tips og idéer.


Alle er velkomne, det plejer at være vildt hyggeligt. Vi skal lave pynt til haven.

Efter kurset er man i stand til at støbe hjemme hos sig selv på egen hånd.
Husk praktisk/varmt arbejdstøj og gummihandsker.

Der er kaffe/the og lune toast i pausen.

Vi laver kun ting, som I kan få med hjem samme dag, dvs. at betontingene er i forme af en eller anden slags. Tag gerne kasser og avispapir med, til når bilen skal pakkes til hjemturen.
Der er mulighed for at se Fru Pedersens have, og hvordan betonpynten bruges i haven.

Pris 400 kr. pr. person. Tilmelding først til mølle til Anette på tlf. 40 25 96 25. Tilmelding er bindende.

Fru Pedersens have

Skalstrupvej 36, 7570 Vemb. Vestjylland.



torsdag den 14. august 2025

Nye legehuse

Vores gamle legehuse på 34 år, havde gjort det godt. De var bygget af billige plader og genbrugs træ. De var nu i så dårlig stand at de måtte udskiftes.

Vi har bygget de 2 nye, som tro kopier af de oprindelige, så man næsten ikke kan se forskel. De nye er lavet af gode materialer, så de nok holder resten af vores tid på gården.

Grunden til vi ikke synes, vi kunne undvære legehusene, er den at de passer så fint i den lille have der er omkring dem, og de mindste børnebørn er heller ikke færdige med at lege i legehusene endnu.

De små gæster har også stor glæde af husene og de er til stor inspiration for havens gæster.

Vi stod indenfor i maskinhuset i vinters og byggede dem. Beslag og hængsler blev genbrugt.


Vi stod også inde i tørvejr og malede dem.


Gulvene fik 2 gange olie.


De gamle vinduer blev slebet ned og malet, der kom glas i, istedet for plexiglasset, som var ridset og uklart.


Husene blev kørt ud på plads en tidlig forårsdag.


Terrassen er blevet lagt om, så den er blevet fin og jævn igen.


Da husene var sat på plads blev der sat vinduer i, og der blev bygget køkken og bænk.



De små gardinkapper over køkkenvinduerne var mørnet op, så min mor har syet nye. Øvrige gardiner og forhæng kunne genbruges.


Flora havde tilbudt at hjælpe med indretningen. Hun hængte de små nye viskestykker op. Og hjalp med at sætte møbler og ting på plads.


Det nye køkken er blevet så fint. 
Køkkenvasken er genbrugt fra det gamle legehuskøkken. 


Spisekrogen. 
Møblerne er fra det gamle legehus.
Bamsen kan stadig tage en middagslur på bænken her i det nye legehus.


                         Bagerbutikken i det lille legehus. 
Nu med guldkringle. Kringlen blev savet ud af en rest plade, slebet og malet guldfarvet. Skiltestativet stod der, og har ikke været i brug i nogle år.


Indenfor i bagerbutikken har alle betonkagerne fået et nyt lag maling, da de var blevet slidte i kanterne af mange timers leg.
Petroleumsovnen, som nu er opgraderet til brænde fik en rest brændeovnsmaling.

Der er så meget leg i at der er 2 huse.


Vi er rigtig glade for resultatet.