Bed & Breakfast

lørdag den 28. februar 2015

Minipåskeliljer og en lille blomsterpige.

Små minipåskeliljer i røde lerpotter pryder nu bordet ved legehusene.


Indimellem er vejret helt fantastisk, med fin lyseblå himmel.


I bedene er de små påskeliljer godt på vej.



Blomsterpigen Merle plukker gule krokus, det er svært og kun hovederne kommer med.


Glæden og stoltheden over selvplukkede blomster er stor.


Mon de dufter :-)


Det går lidt bedre med at lave buketter, når bedste plukker og Merle holder. Buketterne fik Merles mor.


Mon ikke Merle får lært kunsten at få stilken på blomsterne med, når de plukkes, inden sommeren er ovre. Er sikker på der kommer masser af blomster hun kan øve sig på.

fredag den 27. februar 2015

Lilla forårsblomter i stilleben.

På det lille runde bord, på den overdækkede terrasse på gårdspladsen, har jeg plantet lidt lilla blomster i potterne. Hyacinter og små hornvioler.





Det er så rart at blive budt velkommen af blomster, både for en selv og de gæster der kommer på besøg.

onsdag den 25. februar 2015

Mor og barn buketter i myntekander.

Jeg har lavet mor og barn buketter til min datter Signe og mit lille nye barnebarn. Buketterne er lavet med blomster i
gammelrosa og hvid. Der er bla. freesier i, for det kan jeg huske der var i de mor og barn buketter, jeg selv fik, da jeg fødte Signe.





De smukke kander til buketterne har jeg købt ved Drømmegaven. De har en fin farve der hedder vintage rose. 
Signe blev meget glad for både buketter og kander, de er i hendes yndlingsfarve.

Jeg havde fortalt Nana fra Drømmegaven, at jeg skulle bruge kanderne til mor og barn buketter. Hun tilbød at hvis nogle af mine læsere, skulle få lyst at købe nogle af kanderne fra Ib Laursen, ville hun give jer 20% rabat, hvis i , i rabatkodefeltet  nederst i indkøbskurven skriver frupedersen og klikker på anvend kupon.
Rabatten på 20% gælder til og med onsdag d. 4-3 2015





Myntekanderne fås i et væld af skønne farver. Jeg har flere kander, som jeg elsker at bruge til buketter og grene året rundt.

Dette billede er lånt fra Drømmegaven.

tirsdag den 24. februar 2015

De første hornvioler, og en lille patient.

I dag har jeg fået købt de første bakker med hornvioler, de er sat i drivhuset, indtil jeg får dem plantet i krukker. 





Inde i drivhuset står en potte med primula fra sidste år, de har været inde at stå i stalden i vinter, og så satte jeg dem ud for et par uger siden. De er nu i blomst, men sidste år havde de lange stilke, det er de sprunget over i år.


Tidligere i dag, da jeg stod inde i køkkenet, fangede mit øje noget ude i haven. En af de hvide tumlinge, havde en mørk fugl siddende ovenpå sig. Jeg tænkte straks, det var dog for galt, en fremmed due der kom her og ville have unger med vores smukke hvide due. Da jeg fik set bedre efter, var det en duehøg der havde angrebet den, jeg smed hvad jeg havde i hænderne, løb ud i haven og greb en kost i farten, så skulle den duehøg få sig en forskrækkelse. Den fløj dog og duen humpede ind i lysthuset af jern. Der tog jeg den op og undersøgte den. Den var bidt i halsen så blodet løb. Jeg tog den med ind og satte den i et bur, så den kunne være i fred, her til aften har den det heldigvis godt, så jeg tror min lille patient klarer det. Godt jeg var hjemme og opdagede det. 


Den bliver forkælet med ekstra mange solsikkekerner og majs.

mandag den 23. februar 2015

Bedstemor igen.

I nat kl. 00.14 blev jeg bedstemor til endnu en dejlig lille guldklump. Hun skal hedde Alma, det har vi kaldt hende længe. Sidst på formiddagen kom Merles forældre og nyfødte Alma hjem fra sygehuset, til Merle og bedstemor. Merle kom i går sidst på eftermiddagen og har sovet her i nat, så da hun vågnede i morges, fortalte jeg hende at Alma var kommet ud af mors mave, dertil svarede Merle NEEJ. Det er heller ikke nemt at forstå, når man lige er blevet 2 år. Da Merles far satte liften på gulvet, kiggede Merle straks derned og sagde Lise (Dukke) hvorefter hendes far sagde nej det er Alma, hvortil Merle svarede baby :-) Og det var jo ganske rigtigt. 

En stolt og lykkelig bedstemor med sine 2 guldklumper.


En yndig lille prinsesse på 52 cm og 4060g, jeg glæder mig til at lære hende at kende.


Merle holder Almas lille hånd og aer hende forsigtigt på kinden.


Merle har normalt tøj på, men det jeg havde givet hende på i dag, kunne hun selv tage af, så det gjorde hun, man kan meget når man lige er blevet 2 år :-) Hun ved hvad der er i alle bedstes skabe, ihvertfald dem hun kan nå, for de bliver undersøgt hver gang hun er på besøg. Hun ved hvor de forskellige dyr bor, her i haven og kan selv finde rundt, og det har hun kunnet længe. Hun navigere rundt og spiller på ipad, og i dag bad hun om bedstes iphone, for der er der billeder af Merle og hønsene i, hun snakker og snakker og øver sig i at sige sætninger. Utroligt så meget sådan en lille menneske har lært på 2 år. 

Jeg elsker at være Bedste :-)

Årets Dejligste Have.

I aften starter en ny  sæson med Årets Dejligste Have på TV2 Fri, kl. 21.20

Desværre kunne jeg ikke finde ud af at få lyden med, på det link jeg har fået, hmmm


I den 3 udsendelse, der kommer d. 9 marts, er min have med.

Jeg glæder mig til at se en masse nye spændende haver, der alle er årets dejligste have, for dem der bor der. Og det er jo i bund og grund det det handler om, at ens egen have er den bedste og dejligste for en selv. Jeg elsker selv at se andres haver, hvordan de bruger den og hvordan den er indrettet.

Billedet herunder er taget i min have.

FRI finder 'Årets dejligste have'

Foråret banker på, og TV 2 FRI tager igen landet rundt for at finde Danmarks dejligste have - fra mandag 23. februar 2015 kl. 21.20.

Haveeksperterne Tom Knudsen og Dorthe Kvist tager rundt i hele Danmark for at finde ’Årets dejligste have’ på TV 2 FRI. (Foto: Rune Nygaard / TV 2)
I Danmark findes der 1,5 millioner haver, og endnu engang har TV 2 FRI sat sig for at finde frem til, hvilken af dem der er 'Årets dejligste have'. De to haveeksperter, havearkitekt og forfatter Dorthe Kvist, og chefgartner i Tivoli, Tom Knudsen, besøger i hvert program tre haver fra samme region og nominerer den af de tre haver, som de mener mest fortjener en plads i finalen i 'Årets dejligste have'. Finalen finder sted mandag 13. april på TV 2 FRI.
- Vi besøger igen i år en lang række af landets mest imponerende haver og hylder de dygtige haveejere, som har skabt dem med kæmpe passion og haveglæde. Det er utroligt inspirerende at se meget forskellige temahaver rundt om i landet, men lige så interessant er det jo at møde de passionerede haveejere bag. Og der er mange spændende mennesker og haver derude, som får vores to erfarne haveeksperter, Dorthe Kvist og Tom Knudsen, til at sige ”wauuw” mange gange, når de rejser rundt i det danske havelandskab. Vi håber, at seerne vil synes lige så godt om haverne og programmerne, siger TV 2 FRI-redaktør Peter Stovgaard.
Land og rige rundtI 'Årets dejligste have' tager vi igennem syv programmer rundt i hele Danmark, og turen starter i Nordjylland, hvor vi blandt andre skal møde Hanne, der efter en fatal blodprop i hjernen har skabt en terapeutisk sansehave med masser af rolige rum og et rigt dyreliv.
I program to går turen til Fyn, og her besøger vi blandt andre familien Veber, der har forvandlet en klassisk parcelhushave til et vildtvoksende paradis med plads til alt lige fra bier til børnenes boldspil.
I løbet af de syv programmer, der ligger forud for finalen 13. april, kommer Tom og Dorthe hele landet rundt og besøger alt lige fra avancerede temahaver og eventyrlige blomsterhaver til vildtvoksende naturhaver og enorme parkhaver.
Haveeksperter med stort H
Og det er to kompetente eksperter med hver deres faglige fokus, der vurderer danskernes haver:
Tom Knudsen, der til daglig er chefgartner i Tivoli i København, har fokus på valg af materialer og planter samt overordnet komposition i haven, mens Dorthe Kvist, der er havearkitekt og forfatter til blandt andet bogen "Bliv ven med din have", lægger vægt på sammenhæng, stilsikkerhed og bæredygtighed.
De to eksperter vil vurdere haverne og samtidig komme med brugbare tips og tricks til både haveejerne og seerne. Og i hvert program nominerer de én have, der går videre til finalen. I finaleprogrammet 13. april på TV 2 FRI kåres den endelige vinder af 'Årets dejligste have'.
Artiklen herover er lånt fra TV2 

søndag den 22. februar 2015

Oprydning og solskinsblomster.

Det helt fantastiske og skønne vejr i dag har vi brugt til at få ryddet lidt op i haven. Der er beskåret og fældet, og alt er kommet i flismaskinen, sammen med en del af grantræerne fra julehaven. Det er en dejlig måde at få ryddet op på, så er der flis til bede og fyr.


Solskinsblomster er noget af det smukkeste og dem har vi nydt i dag.


Både erantis og vintergækker åbner deres små hoveder, når solen skinner på dem.


lørdag den 21. februar 2015

Betonabstinenser.

Nu er det næsten 3 måneder siden, jeg sidst har støbt noget i beton. Så beton abstinenserne rører kraftigt på sig. Jeg har samlet æggeskaller i store mængder, så nu skal der snart støbes æg til påske og forårs dekokrationer.
Selv om jeg støbte en del betonæg sidste år, kan jeg sagtens bruge flere. 

En kurv med 60 æg i, ser altså helt fantastisk ud.


I år skal der især laves en del små silkehønseæg. Jeg fik først hønsene i sommerens, så jeg havde ingen små æg sidste vinter/forår. Det har jeg nu, for alle dem som skal bruges til bagning, hvor æg og hvide ikke behøver blive skilt, laver jeg hul i siden på, med en skap kniv. Æggene skylles og stilles til tørre, indtil brug.


Har du lyst, kan du HER se hvordan jeg støber smukke æg i beton.


fredag den 20. februar 2015

Sådan fanger jeg muldvarper.

Da vi har sandjord, har vi også muldvarper. De kan på ingen tid omdanne hele haven til et månelandskab, hvis ikke man i tide får sat ind med bekæmpelse. Jeg er vokset op på den fede lerjord, og der havde vi ikke muldvarper, så det var ganske nyt for mig da jeg fik min have. 

Min svigerfar lærte mig dengang, da jeg var ganske ung, hvordan jeg fangede dem. En muldvarpesaks, en lille skovl, en sort spand og handsker. Så fik jeg instruktion og fif, af ham, viden han havde tilegnet sig gennem et liv som landmand på sandjord.

Den lærdom har jeg haft stor glæde af lige siden. Min svigerfar er død, for mange år siden, men jeg tænker ofte på han, især når jeg er på muldvarpejagt.

Nu skal i se hvordan jeg har lært at sætte saksen. Jeg graver ned midt i muldvarpeskuddet, så jeg finder gangen, der graves ud, så underkanten af gangen er i niveau med udgravningen.



Så lader jeg muldvarpesaksen, jeg bruger altid handsker, da lugten af menneske kan afholde muldvarpen, fra at komme for tæt på fælden..



Stiller muldvarpesaksen ned i udgravningen, som vist på billedet, jeg trykker saksen en lille smule ned i jorden, så den står godt..


Udgravning og saks set oppefra.


Jeg sætter en sort spand over udgravningen, så der ikke kommer lys ned.


Tilser muldvarpefælden morgen og aften. Det er bestemt ikke hver gang det lykkedes at fange muldvarpen i første forsøg, men så sætter jeg saksen igen. Som regel er det mig der vinder til sidst.

En muldvarp der havde nået at lave flere skud, i et læhegn nederst i haven, gik i saksen i første forsøg.


Det er ikke kun når muldvarpene er kommet ind i haven, at jeg sætter fælder, jeg gør det også på markerne, for får de frit lejde derude, kommer der rigtig mange ind i min have, og det bryder jeg mig ikke om. Når jeg har fanget en muldvarp, tager jeg den ud af saksen, og begraver den i hullet, det kan i nogen grad afholde nye muldvarpe i at bruge de samme gange.

Et muldvarpepar får 3-7 unger om foråret. Så dem der fanges nu, får da ingen unger.

Jeg har en rigtig sød historie om vores søn og naboen, som er ungkarl. Da vores søn var 9 år, havde jeg lært ham at sætte muldvarpesakse. Vi havde fået nogle skud på græsset nede ved vejen. Thomas sætte saksen derned og tilså fælden. Han fik 20 kr. for hver muldvarp han fangede, og det havde han fortalt vores gamle søde nabo Verner. Thomas skulle så på FDF lejr og jeg måtte tilse muldvarpefælden. Jeg fik mig noget af en overraskelse en dag, hvor jeg løftede spanden, og der lagde en muldvarp ovenpå saksen. Den havde en seddel om halsen, hvor der stod til Thomas fra Verner. Verner vidste ikke at Thomas var på lejr. Verner havde fanget muldvarpen hjemme hos sig selv, og synes så Thomas kunne få den, for han fik jo penge for dem :-)
Det har vi grinet af mange gange. Verner er blevet 92 år i dag og vi har været til formiddagsfrokost, en rigtig hyggelig tradition.

torsdag den 19. februar 2015

Vintergækkelykke.

Lykken er at kunne plukke fine buketter af vintergækker, og nye indendørs i varmen.



De små fine nøglehuls vaser er fra Anne Flohr, de fås hos Drømmegaven, du kan se dem HER 

Jeg fik den sart grønne vase sidste år, da jeg var så heldig at vinde en give away fra Drømmegaven, og i år har jeg selv købt den hvide. Synes de er helt perfekte til vintergækker, og andre små buketter.


Yndige sarte skønheder.


onsdag den 18. februar 2015

Min Grønne Verden.

I pinsen sidste år havde jeg besøg af Anita med bloggen Min Grønne Verden. Hun har lavet et dejligt indlæg om min have og familiens overnatning i skurvognen. Det kan du se HER

                                               Billedet er taget af Anita, min Grønne Verden

tirsdag den 17. februar 2015

Anlæggelsen af den hvide have, og resultatet 3 år efter.

Den hvide have blev anlagt i sommeren 2011, har du lyst, kan du HER læse og se hvordan.

Sten og fliser blev lagt af far og søn, jeg var oppasser.


De nye bede klar til plantning.


Det ser ikke ud af meget i starten af august, hvor bedene blev plantet til.


Sommeren efter i 2012, begyndte planterne at fylde.


Sommeren 2013, lukkede planterne bunden i bedene.




Sommeren 2014, var der blevet den frodighed, som jeg havde drømt om. En helt utrolig forandring på bare 3 år.



Den hvide have er et af mine yndlingssteder i haven, der er en salig fred og ro over det haverum, i skumringen er der helt magisk, når de hvide blomster lyser og udsender deres berusende dufte.